Tidligere medlem af Folketinget har fulgt sagen om katastrofebranden tæt i mange år og kritiserer dom.
Efter byrettens dom i sagen om eventuelle svigt begået af myndighederne i forbindelse med katastrofebranden på “Scandinavian Star” er det oplagt, at dommen ankes til en højere retsinstans.
Det udtaler tidligere folketingsmedlem Søren Søndergaard fra Enhedslisten i en skriftlig kommentar til onsdagens dom.
Han var med i Folketingets følgegruppe til en taskforce, som i 2024 kom med en rapport om sagen.
Katastrofen skete natten mellem 6. og 7. april 1990.
Påsatte brande hærgede færgen, da den var undervejs fra Oslo til Frederikshavn. I alt 159 mennesker mistede livet.
Få dage forinden var skibet i al hast blevet indsat på ruten.
Men Søfartsstyrelsen havde ikke forinden kontrolleret færgen. En kontrol ville “med stor sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og givet passagererne bedre overlevelseschancer”, udtalte taskforcen.
Desuden nåede en ekspertgruppe nedsat af Erhvervsministeriet i 2022 frem til, at Søfartsstyrelsen burde have gennemført en såkaldt havnestatskontrol, inden færgen blev indsat på ruten.
Imidlertid er tre dommere i Retten i Næstved uenige i den konklusion.
Styrelsen havde ingen pligt til den særlige kontrol. Og i øvrigt kan man ikke fastslå, at styrelsen vidste eller burde vide, at der var kritisable forhold om bord, mener dommerne.
I sin kommentar henviser Søren Søndergaard blandt andet til, at retten har “valgt at underkende resultatet af to uafhængige ekspertundersøgelser”.
– På den baggrund må det være oplagt, at de tre dommeres vurderinger afprøves ved en højere retsinstans og i sidste ende ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, udtaler han.
Tidligere har Højesteret og onsdag også Retten i Næstved slået fast, at det var uforsvarligt, da skibet sejlede med passagerer.
For eksempel havde besætningen ikke trænet brand- og redningsøvelse.
/ritzau/