En 39-årig kvinde er dømt for menneskeudnyttelse og bedrageri mod sin samlever.
En uhyggelig sag har ramt Danmark.
En personlig krise endte helt galt for en person, der blev groft udnyttet af sin samlever.
Nu har kvinden modtaget sin straf.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

En 39-årig kvinde er tirsdag i Retten i Hjørring blevet dømt for menneskeudnyttelse og bedrageri begået mod hendes samlever.
Det oplyser Stine Eriksen, der er anklager ved anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi.
Kvinden er dømt for at have udnyttet sin samlevers personlige vanskeligheder, letsind og afhængighed af hende til at få hende til at tjene penge på prostitution.
Samleveren, der var sygemeldt med stress og havde psykiske problemer, fik ikke selv del i indtjeningen.
Det skete i en periode mellem 1. juni 2022 og 28. juni 2023.
Den 39-årige kvinde er også dømt for gentagne gange mellem 31. marts 2020 og 17. marts 2021 at have fået sin samlever til at optage forbrugslån og sælge sin bil for at overføre penge til kvinden.
Den forurettede kvinde mistede på den måde 101.000 kroner, fremgår det af sagens anklageskrift.
Den nu dømte kvinde var også tiltalt for at have udsat sin samlever for psykisk vold i en periode på over tre år frem til slutningen af oktober 2023. Det er hun dog blevet frifundet for, oplyser anklageren.
Straffen til kvinden lyder på fængsel i 1 år og 3 måneder. Tre måneder skal afsones, mens resten af straffen er gjort betinget.