Får 3,1 millioner: Hvem styrer penge i Borgernes Parti?

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsen i Borgernes Parti styrer pengene i partiet, men ingen ved, hvem der sidder i bestyrelsen udover Lars Boje Mathiesen selv.

Borgernes Parti sled sig ved Folketingsvalget over spærregrænsen, da de sikrede sig 2,1 procent af stemmerne ved valget.

På valgnatten kunne man se og høre en ekstatisk Lars Boje Mathiesen, der brugte tid på at fortælle, hvordan alle de kloge hoveder tog fejl angående partiet.

Han ville gøre tingene på en anden måde. Men inden en regering overhovedet var på plads, smuldrede hele partiet for øjnene af formanden.

De startede fire i folketingsgruppen, men hurtigt skred den ene, så den anden og så den tredje. Lars Boje er nu ene tilbage i spidsen for Borgernes Parti og de penge, der følger med.

Nu skriver Ekstra Bladet, at selv ikke højtstående medlemmer af partiet ved, hvem der sidder i partiets bestyrelse og styrer finanserne.

Der er kun en ting, som er sikkert og vidst. Lars Boje er selv en del af bestyrelsen, det står i partiets vedtægter.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ekstra Bladet skriver også, at det er muligt, at det kun er Lars Boje, der sidder i bestyrelsen og styrer den store pose penge.

“Principielt kan man godt have en bestyrelse på en. Men så bliver den selvfølgeligt rimelig ligegyldig, for hvis der kun sidder én i bestyrelsen, så er der ikke meget diskussion eller uenighed om, hvad der besluttes,” siger centerleder og forskningslektor ved DMJX, Roger Buch.

Mediet har prøvet at finde ud af, om der sidder andre end Lars Boje Mathiesen i bestyrelsen, men når de spørger højtstående medlemmer i partiet, så ved de det ikke.

Storkredsformand for Nordjyllands Storkreds, Bjarne Kjæhr, fortæller til Ekstra Bladet, at han i hvert fald ikke er en del af bestyrelsen, ligesom de andre storkredsformænd heller ikke er.

Han fortæller videre, at han ikke aner, hvem der er eller bliver valgt til at råde over de mere end tre millioner kroner.

Penge har før været et problem

Lars Boje Mathiesen er den partileder i Danmark, som får det højeste vederlag for at være partiformand.

Partiformanden scorer en løn på cirka 79.000 kroner om måneden, fordi han er valgt til Folketinget, men derudover får han også et formandsvederlag, som er markant højere end de andre partilederes.

Her scorer han en ekstra månedsløn på 60.000 kroner for at være formand for Borgernes Parti. Det fremgår af partiets vedtægter.

Lige netop den høje løn, som Lars Boje ønskede var grunden til, at Nye Borgerlige smed ham på porten i 2023.

‘Der er ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen mere eller mindre har valgt at sætte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg,’ skrev daværende medlem af hovedbestyrelsen Jesper Hansen, i et brev til Nye Borgerliges medlemmer.

Ifølge brevet havde Lars Boje Mathiesen bedt om at få overført 350.000 kroner fra en konto i partiet til sin egen konto, men den gik altså ikke, og så røg han ud.

Derfor skred de andre

Nadja Natalie Isaksen er det seneste medlem, som meldte sig ud af Borgernes Parti, efter at Emilie Schytte og Jacob Harris allerede havde forladt skuden.

I et langt opslag på Facebook skrev hun, at hun havde meldt sig ud efter god dialog med Lars Boje, men hun blev aldrig konkret på, hvorfor det ikke gik længere.

Løsgængeren gav selv udtryk for, at hun måske gerne ville fortsætte i et nyt parti, hvorefter alle partierne i blå blok meldte ud, at de ikke ville have hende.

Jacob Harris blev ekskluderet kort efter valget, fordi han havde forbrudt sig mod partiets tro- og loveerklæring. Jacob Harris er beskyldt for “groft uforsvarlig” forretningsførelse i et konkursramt selskab.

Emilie Schytte meldte sig selv ud af partiet, fordi hun ikke kunne reparere partiet fortalte hun til DR.

“Der er jo så mange. Der er ikke én grund. Hvis det bare var én ting, kunne jeg leve med det, og hvis det bare var to ting eller ti, kunne jeg leve med det. Men når det er det hele, der sejler, kan jeg ikke reparere det,” sagde hun til DR.

Annonce

Annonce