Flere blev syge: Nu skal Meyer betale kæmpe bøde

Fødevarevirksomheden Meyers har fået en bøde på 60.000 kroner fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, efter at ansatte ved det bioteknologiske selskab Novonesis fik madforgiftning.

I kantinen, som er drevet af Meyers, blev der den 21. og 22. februar serveret kyllingelever.

Det skriver Ekstra Bladet.

Flere ansatte blev efterfølgende syge, og det fik Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at rykke ud.

Ifølge myndigheden pegede symptomer og forløbet op til på bakterien campylobacter, skriver avisen.

Mave-tarminfektionen er ifølge Statens Serum Institut karakteriseret ved diarré og generel utilpashed.

Af kontrolrapporten fremgår det ifølge Ekstra Bladet, at kyllingeleveren blev stegt ved høj varme og efterfølgende kom i en ovn på cirka 200 grader, “men kun i tre til fire minutter, og der blev ikke målt temperatur undervejs”.

Kyllingeleveren blev serveret kold.

Meyers, som er grundlagt af den tidligere tv-kok Claus Meyer, skriver i en kommentar til Ekstra Bladet, at de tager Fødevarestyrelsens vurdering “meget alvorligt”.

Ifølge fødevarevirksomhedens kvalitetschef, Layla Guimaraes, er der “sket en fejl i tilberedningen, som ikke lever op til vores standarder for fødevaresikkerhed, og det er selvfølgelig ikke godt nok”, skriver hun til Ekstra Bladet.

– Vi har allerede strammet vores procedurer, instrueret medarbejderne og skærpet kontrollen, så vi sikrer, at alle krav bliver overholdt konsekvent, skriver hun til avisen og understreger:

– Fødevaresikkerhed er helt grundlæggende for os og er noget, vi tager meget alvorligt.

Fjerkræ (kyllingekød) menes ifølge Statens Serum Institut (SSI) at være den hyppigste smittekilde.

Tit sker smitten, fordi kyllingesaft fra den rå kylling kommer over på spiseklare madvarer i køkkenerne.

Campylobacter dør ved normal varmebehandling af maden. Gennemstegt kød udgør derfor ingen fare, lyder det fra SSI.

Se også
Nu reagerer kendt dansk komiker efter voldsom ulykke
Illustrationsfoto