Afsløring efter den forfærdelige togulykke: Blev advaret på forhånd

TV 2 er kommet i besiddelse af en rapport, hvori forholdene på Lokaltogs strækninger blev vurderet kritiske

Lokalbaneselskabet Lokaltog blev ifølge TV 2, der har set en intern rapport fra 2024, advaret om, at forholdene på selskabets jernbanestrækninger kunne udvikle sig til en “større ulykke med mange tilskadekomne”.

Ifølge TV 2 fremgår det af rapporten, at advarslen skyldtes, at strækningerne “er enkeltsporede og generelt ikke er udstyret med togkontrolanlæg, som er designet til at stoppe tog, hvis de kører forbi et rødt signal”.

TV 2 understreger, at “der ikke nødvendigvis kan drages paralleller mellem den interne rapport og torsdagens togulykke mellem Hillerød og Kagerup i Nordsjælland”.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Togene kørte frontalt sammen

Her kørte to tog sammen.

En forsinkelse og en ændret rækkefølge mellem to tog gik forud for den voldsomme togulykke på Gribskovbanen i Nordsjælland.

Planen var oprindeligt, at begge tog skulle mødes på Slotspavillonen Station klokken 06.26 på strækningen mellem Kagerup og Hillerød. Det ene tog skulle køre ind på spor 1 og vente, mens det andet skulle passere gennem spor 2.

Da det første tog var forsinket, valgte man at bytte rundt på rækkefølgen, så det andet tog kom ind først og skulle vente. Men af endnu ukendte årsager fortsatte det andet tog videre ud af stationen, hvorefter det kolliderede med det første tog cirka en kilometer længere ude.

Ifølge Havarikommissionen indgår oplysningerne i efterforskningen, men der kan endnu ikke drages konklusioner.

Efter ulykken blev 17 personer behandlet på hospitalet. Heraf var fem i kritisk tilstand. De blev fredag meldt uden for livsfare.

Se også
Rædselsnat i lejlighed: Mand myrdet i blodigt drama