Av! Moderaterne skal betale stor erstatning

En opsigtsvækkende konflikt mellem en kendt musiker og et politisk parti er nu afsluttet med et forlig og en stor betaling.

Forsangeren i Gnags, Peter A.G. Nielsen, har indgået et forlig med Moderaterne i en sag om brugen af sangen Når jeg bli’r gammel.

Det oplyser bandet i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen opstod, fordi partiet brugte sangen i en kampagne uden tilladelse, hvilket fik Peter A.G. Nielsen til at true med et søgsmål for brud på ophavsretten.

Nu er parterne nået til enighed.

Moderaterne skal betale 150.000 kroner til forsangeren, blandt andet til dækning af sagsomkostninger. Derudover skal partiet donere yderligere 150.000 kroner til et velgørende formål.

Konflikten trak overskrifter i efteråret, hvor flere medier beskrev, hvordan musikeren var utilfreds med, at partiet havde brugt sangens tekst i en kampagne om pension.

Her blev der ændret i den kendte linje fra sangen, så budskabet passede til partiets politiske udspil.

Peter A.G. Nielsen havde tidligere sagt nej til, at sangen måtte bruges i kampagnen, men selvom den ikke indgik i videoannoncer, blev teksten alligevel anvendt i udendørs reklamer.

Han gjorde det klart, at han ikke ville acceptere brugen, når der ikke var givet tilladelse.

“Nu vil vi koncentrere os om at komme ud live og møde alle de andre vilde kaniner henover sommeren,” siger han i pressemeddelelsen.

Se også
Politisk kovending: Nu trækker hun sig