Mange folk er gået forgæves onsdag morgen, hvis de troede, at togkaosset fra tirsdag var ovre. Nu ser det ud til, at de mange togrejsende måske skal kigge andre veje, når de skal i skole eller på arbejde.
Der har været kaos på de sjællandske togstationer tirsdag og onsdag, hvor togene har stået helt stille.
Togdriften er stadigvæk ikke helt oppe og køre, og havde man håbet, at den var tilbage i fuld sving lige foreløbigt, så må man se sig skuffet.
DSB melder nu et tidspunkt ud for, hvornår de forventer, at togdriften er tilbage til normalen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

DSB forventer, at togdriften på Sjælland vil være normal igen på fredag.
Det fortæller Tony Bispeskov, som er informationschef i DSB.
Onsdag kører DSB med cirka halvdelen af de tog, der normalt kører på Sjælland. Torsdag gælder det 80 procent.
– Vi kører med en reduceret plan på Sjælland efter gårsdagens hændelser med to nedrivninger af køreledninger og et totalstop af trafikken i en periode, siger Tony Bispeskov.
Det skyldes, at over 30 togsæt blev beskadiget på strømaftageren tirsdag. De togsæt er kørt på værksted, hvor de nu skal repareres.
Den reducerede togdrift onsdag og torsdag betyder, at rejsende kan opleve, at der går færre tog i løbet af en time, end der normalt gør, fortæller Tony Bispeskov.
Rejseplanen er ifølge Tony Bispeskov opdateret med den faktiske togtrafik onsdag. Fra onsdag klokken 17 vil Rejseplanen også være opdateret med torsdagens trafik.
Der er onsdag og torsdag ikke nogen strækninger, hvor der ikke kører tog, fortæller informationschefen.
Udover det er driften fordelt i forhold til antallet af passagerer, der er på forskellige strækninger.
Tirsdag var to nedrevne køreledninger på Sjælland skyld i, at stort set alle tog øst for Odense blev taget ud af drift.
Banedanmark arbejder ud fra en antagelse om, at de nedrevne køreledninger skyldes fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland.
Når et eltog så har passeret kørestrømsanlægget, har det ifølge antagelsen ramt togets strømaftager, som sidder på toppen af toget.
Og det kan have betydet, at strømaftageren senere på turen har revet en elledning ned.
Det har områdechef i Banedanmark Anders Barratt fortalt onsdag.
/ritzau/