Kæmpe drama i Tyrkiet: Flere dræbes her på åben gade

Skud er blevet hørt, og der er forskellige meldinger om antallet af dræbte nær israelsk konsulat i Istanbul

En formodet gerningsmand er blevet dræbt, mens to andre formodede gerningsmænd er såret i forbindelse med en skudepisode i Istanbul nær det israelske konsulat i den tyrkiske by.

Det siger guvernøren i Istanbul, Davut Gül, ifølge nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Også to betjente er blevet lettere såret, siger Gül.

(Her kan du se en video af angrebet – artiklen fortsætter under billedet)

Det var ifølge Gül tre personer, som stod bag et angreb med rifler og pistoler og endte i en skudveksling med politiet.

Der har ikke været nogen israelske diplomater på konsulatet i to et halvt år, forklarer guvernøren.

Kort efter de første meldinger om skudepisoden er der fortsat usikkerhed om antallet af dræbte. Tyrkiske medier har tidligere rapporteret om flere dræbte, mindst to.

Video fra Reuters viser en politibetjent, der trækker en pistol og tager dækning, mens der kan høres skud.

En person kan ses dækket af blod.

Tyrkiets justitsminister siger tirsdag, at der vil ske en efterforskning af skyderiet.

Mustafa Ciftci, som er indenrigsminister, siger, at de tre formodede gerningsmænd har forbindelser til en organisation, som “udnytter religion”. To af dem er ifølge ministeren brødre.

Der er ofte mange bevæbnede betjente i området nær det israelske konsulat, og efter skudepisoden viser tv-billeder, at betjente patruljerer nær den diplomatiske bygning.

Skudepisoden fandt sted nær en stor motorvej lige efter middagstid – og lige uden for et tårn, hvor det israelske konsulat ligger.

I nærliggende bygninger, hvor banker med tusindvis af ansatte holder til, kunne skuddene høres, mens der var frokostpause.

Tyrkiet er en hård kritiker af Israels militære operationer i Gaza. Landet trak sin ambassadør tilbage fra Israel i november 2023, og samme år forlod israelske diplomater Tyrkiet af sikkerhedshensyn.

Det skete blandt andet efter propalæstinensiske demonstrationer på tværs af landet og foran konsulatet.

Det israelske udenrigsministerium har bekræftet, at der ikke var nogen ansatte på konsulatet, da skyderiet fandt sted.