Sporarbejde og teknisk fejl skaber forvirring i S-togstrafikken, mens passagerer må ty til togbusser og ændrede afgange.
Sporarbejde skaber tirsdag store ændringer i S-togstrafikken.
Arbejdet foregår ved stationerne Østerport, Hellerup og Ryparken, oplyser DSB.
Det betyder, at flere linjer er ændret, afkortet eller helt aflyst, mens der er indsat togbusser på strækningerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Linje A kører kun mellem Køge og Østerport samt mellem Hellerup og Hillerød. Linje B er delt mellem Høje Taastrup og København H samt mellem Ryparken og Farum.
Linje C kører mellem Frederikssund og Østerport, mens linje E kører efter en særlig plan mellem Hillerød og København Syd. Linje F kører mellem Klampenborg og Hellerup.
Linje Bx og H er helt aflyst.
Der er indsat to togbuslinjer. Den røde togbus kører mellem Ryparken, Svanemøllen og Nordhavn, mens den blå kører mellem Hellerup og Østerport.
Samtidig er der opstået en ‘teknisk fejl’, som betyder, at Rejseplanen og infoskærme ikke viser de aktuelle afgange.
Sporarbejdet forventes afsluttet senere tirsdag.
