Beredskabsstyrker vrimler til: ‘Hele huset er i flammer – taget er ved at kollapse’

Storbrand er brudt ud i et større hus. Flammerne er meget voldsomme, mens røgudviklingen kan ses mange kilometer væk. Presse-fotos.dks udsendte beskriver, at et hav af udrykningskøretøjer arbejder på scenen

“Et helt hus står i flammer. Der står flammer ud ad alle vinduer – inklusiv taget. Alle vinduer er ødelagte og flækkede. Taget er ved at kollapse, og vi taler altså om et pænt stort hus.”

“En total sort røgsøjle står op i luften. Det er meget kraftig røgudvikling, som jeg selv har kunne se på flere kilometers afstand.

“Otte til ni brandbiler holder her sammen med to eller tre politibiler.”

Ovenstående citater er fra Presse-fotos.dks udsendte, der onsdag middag er til stede ved en voldsom brand, som et hav af beredskabsstyrker nu forsøger at bekæmpe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Se også
‘En cola. En Faxe på et bord …’ Sådan beskriver Kirkerup-pigen Phillip Wesths hjem

Branden er startet onsdag kort før middag i et hus på Godthåbsvej i den bornholmske by Østermarie.

Fremme på stedet har Presse-fotos.dk været i kontakt med indsatslederen fra Bornholms Beredskab, der oplyser, at huset formentlig har været ubeboet, og at der er i gang med en større renovering på adressen.

Om renoveringen har været skyld i branden er på nuværende tidspunkt ikke kendt.

“Derudover fortæller brandvæsenet, at de er i gang med at bruge en ny type skum i slukningen, som er yderst effektiv,” siger vores udsendte.

Hele gaden er i forbindelse med branden afspærret, men der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.

Branden vurderes til at være under kontrol, men klokken 12.40 kan der stadig ses flammer inde i huset.

OPDATERING:

‘Der er i øjeblikket brand i en villa i Østermarie. Huset er delvist sammenstyrtet, og der skal foretages yderligere nedrivningsarbejde som led i brandslukningen. Godthåbsvej omkring nr. 26 er derfor spærret for trafik i begge retninger. Tag hensyn og giv beredskabsmyndighederne plads til at arbejde,’ oplyser Bornholms Politi i en pressemeddelelse klokken 14.00.

Presse-fotos.dk følger sagen …