Statsministerkandidaterne fra Socialdemokratiet og Venstre møder hinanden i en debat på TV 2. Alex Vanopslagh og Lars Boje er ikke inviteret.
De danske medier er for alvor gået i valg-mode, efter Mette Frederiksen i sidste uge udskrev valget.
Onsdag kan mediehuset annoncere i en pressemeddelelse, at de tager deres valgdækning med på en form for turné til tre danske byer.
Blandt programpunkterne er ‘Topmødet’ – en direkte debat mellem statsministerkandidaterne Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen.
Hverken Lars Boje Mathiesen eller Alex Vanopslagh, der på hver sin måde har meldt sig ind i kampen om statsministerposten, er inviteret.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En direkte duel mellem regeringspartnere
I samarbejde med TV 2 Regionerne, indtager TV 2 henholdsvis Odense, Horsens og Brande, hvor en række TV 2 News-magasiner som noget nyt udfolder sig foran et live-publikum.
Det første stop kommer allerede på søndag den 8. marts.
Her rykker valgdækningen ind i Storms Pakhus, hvor programmet blandt andet byder på særudgaver af ‘Besserwisserne’ og ‘News & Co.’ samt dagens regionale nyheder og ’19News’.
Dagens højdepunkt kommer dog i form af debatprogrammet ‘Topmødet’.
Her skal den nuværende statsminister og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen debattere i en direkte duel med vicestatsminister, forsvarsminister og Venstre-leder Troels Lund Poulsen.
Mette Frederiksen skal ved det kommende valg forsøge at holde fast i statsministerposten, mens hendes nuværende regeringspartner har meldt sig på banen som statsministerkandidat med målet om at danne en blå regering.
Hverken Mette Frederisken eller Troels Lund Poulsen har dog helt afvist at danne endnu en regering over midten.
“Vi inviterer danskerne til ‘Topmødet’ for at give dem klare svar på, hvad valget betyder for deres hverdag, for Danmark og det kryds, de skal sætte på valgdagen 24. marts, med en direkte debat mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen. Her vil de to nuværende regeringspartnere for første gang udfordre hinanden om statsministerposten,” udtaler TV 2 News’ chefredaktør, Anne Mette Svane, i en pressemeddelelse.
Statsministerkandidater står uden for debatten
På sidelinjen ved søndagens debat står Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh og Borgernes Parti-stifter Lars Boje Mathiesen.
Sidstnævnte var den første til at melde sig på banen som Mette Frederiksens modstander i kampen om statsministerposten – delvist i protest med det, han anser som manglende initiativ fra blå blok.
“Jeg synes, at det har været pinligt at se, at der ikke har været en borgerlig statsministerkandidat, der har turdet stille sig op og tage ansvar,” sagde han, da han meldte sit kandidatur under statsministerens spørgetime i Folketingssalen den 9. december sidste år.
Ingen af de øvrige partier har i skrivende stund ytret et ønske om at pege på Lars Boje Mathiesen som statsminister.
Det bliver dermed svært for Borgernes Parti-formanden at samle et flertal bag sig. Ifølge seneste måling fra Voxmeter står partiet nemlig til at modtage 2,2 procent af stemmerne ved valget.
Samme måling spår, at Liberal Alliance med 11,7 procent bliver det største parti i blå blok.
Alligevel har partiets politiske leder Alex Vanopslagh ikke været helt lige så klar i mælet i forhold til at række ud efter statsministerposten, som Lars Boje har.
Han har dog ved flere lejligheder udtalt, at han er klar til at påtage sig ansvaret som statsminister, hvis vælgerne og kollegerne i blå blok skulle pege på ham.
Ligesom Lars Boje Mathiesen, har Alex Vanopslagh endnu ikke modtaget udtalt opbakning fra resten af blå blok.
To afgørende kriterier for statsministerkandidater
TV 2 News-chefredaktør Anne Mette Svane forklarer – uden dog at nævne nogen af de forbigåede kandidater – hvorfor det blot er Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, der er blevet inviteret til ‘Topmødet’:
“Vi har to afgørende redaktionelle kriterier for, hvilke statsministerkandidater der er med i ‘Topmødet’. Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen har meldt sig som statsministerkandidater uden forbehold. Det er de to kandidater, der for nuværende har opbakning fra andre partier i Folketinget til at række ud efter det ultimative ansvar for Danmark og en ny regering, uanset om den bliver rød, blå eller hen over midten. Meget er på spil, og meget kan ske inden valgaftenen,” lyder det i en pressemeddelelse.
Selvom de ikke er inviteret til ‘Topmødet’, er Lars Boje Mathiesen og Alex Vanopslagh ikke udeladt helt fra ‘Valgmøde Live’.
De deltager nemlig begge i en debat ved valgtræffet i Brande den 17. marts.
Alex Vanopslagh er desuden en del af panelet til ‘News & Co. med partierne’ i Odense på søndag klokken 16.00.
Fængslet i Horsens får også besøg af ‘Valgmøde Live’ den 10. marts.
Arrangementet i Odense er åbent for alle, mens du kan købe billetter til besøgene i Horsens og Brande henholdsvis her og her.
