Lærere og pædagoger kan snart videreuddanne sig på kandidatniveau med to nye professionsmasteruddannelser.
To nye uddannelser er i denne uge godkendt af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
Der er tale om to professionsmasteruddannelser, der udbydes til lærere og pædagoger. Uddannelserne skal “give lærere og pædagoger bedre kompetencer til at tilrettelægge undervisninger”.
Samtidig er ambitionen, at de nye videreuddannelsesmuligheder gør det mere attraktivt at vælge lærer- eller pædagoguddannelsen samt fastholder flere i professionerne efter videreuddannelse.
“Der er brug for, at langt flere har lyst til fortsat at undervise i folkeskolen og sørge for, at de mindste trives i institutionen. Alt for mange forlader i dag fagene, når de videreuddanner sig. De nye professionsmasteruddannelser skal være med til, at flere bliver i deres fag,” siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De to uddannelser udbydes forskudt. Den første er en professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning. Den kan man allerede søge optagelse på i år.
Den anden er en professionsmasteren i undervisning og skoleudvikling. Den bliver først udbudt i 2027.
Også børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye glæder sig over de to nye uddannelser.
“Jeg er glad for, at vi nu får endnu bedre muligheder for efteruddannelse til lærere og pædagoger. Der vil betyde, at de i højere grad kan fastholde deres arbejde med børnene fremfor at uddanne sig væk fra deres fag og kun arbejde bag et skrivebord,” siger han.
De to nye professionsmasteruddannelser er de første af deres slags. Ifølge pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet er det planen, at der i 2028 vil være mellem fire og seks forskellige professionsmasteruddannelser.
