Flere bilister glemmer det om vinteren: Kan koste dig kørekortet

Vinterens sne og is kan koste bilister dyrt.

Vintervejret har dækket Danmark i sne, og bilister skal huske at fjerne is og sne fra ruder, tag, lygter og nummerplade, inden de kører.

Men ikke alle er lige grundige. En undersøgelse fra LB Forsikring viser, at 15 procent af unge under 35 år kan finde på at køre, selvom ruderne ikke er helt rene. Hos de over 65 år er det kun fire procent.

Det skriver Dagens.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘Vi er nok mange, der kender til den utålmodighed, der kan ramme en, når man lige skal bruge ekstra minutter om morgenen på at gøre bilen køreklar, ikke desto mindre er det vigtigt, at man husker det. Både for ens egen skyld, men også af hensyn til de andre trafikanter,’ siger Maiken Sjöberg Russ, der er skadechef for Bygning-, Indbo- og Bilforsikring i LB Forsikring.

Hun understreger, at snedækkede eller dugdækkede ruder kan gøre det svært at orientere sig i trafikken og øge risikoen for uheld.

Undersøgelsen viser, at 70 procent af bilisterne bruger mindre end fem minutter på at skrabe bilen fri for sne og is, hvis det gøres manuelt. Men det er vigtigt, at forrude, sideruder, bagrude, sidespejle, tag og lygter er helt fri, og at nummerpladen kan aflæses tydeligt.

”Hvis man bliver stoppet af politiet, og de vurderer, at man ikke har frit udsyn, kan man få en bøde eller betinget frakendelse af kørekortet. Det er ærgerligt. Derudover kan det også være farligt for andre trafikanter, hvis man kører med store mængder sne eller is på bilen, som glider af under kørslen. Derfor skal man også sikre sig, at der ikke ligger sne eller is på for eksempel taget. På en bil vil man relativt let kunne fjerne det, men det tager selvfølgelig tid, og det skal man tage højde for – også når man har travlt,” siger Maiken Sjöberg Russ. 

Bekræftet: Her rammer snestorm Danmark

Korte videoer