Mandag eller tirsdag amerikansk tid vil søgsmål mod BBC sandsynligvis blive en realitet, varsler Donald Trump.
USA’s præsident, Donald Trump, siger mandag, at han snart vil lægge sag an mod det britiske medie BBC for en dokumentar, hvor der er blevet klippet i en tale i 2021 fra Trump.
Det meddeler han i Det Ovale Værelse til journalister, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det kan ske mandag eller tirsdag, lyder det.
– Vi kommer til at anlægge sag, sandsynligvis i eftermiddag eller i morgen tidlig, siger Trump.
Han kommer ikke umiddelbart med flere detaljer om det forestående søgsmål.
Udtalelsen kommer lidt over en måned, efter at præsidenten første gang truede med at sagsøge mediet.
Sagen handler om tv-dokumentaren “Trump: En chance til?”, som blev sendt på BBC op til præsidentvalget i USA i 2024.
Den viser Trump holde tale til sine støtter umiddelbart inden stormen på Kongressen, der fandt sted 6. januar 2021.
Sætningerne er klippet sammen på en måde, så det fremstår, som om at han direkte opfordrede sine tilhængere til de efterfølgende uroligheder.
I november sagde Trump, at han har tænkt sig at sagsøge BBC for mellem én og fem milliarder dollar. Det svarer til op til 32 milliarder kroner.
Bestyrelsesformanden for public service-mediet BBC, Samir Shar, skrev efterfølgende i en e-mail til de ansatte, at mediet er fast besluttet på at tage kampen op mod ethvert søgsmål, der kunne komme fra Donald Trump.
BBC har også tidligere oplyst, at Samir Shar har sendt et brev til Trump, hvor han har undskyldt for klippet. Mediet fastholdt dog samtidig, at det ikke mener, at der er grundlag for et sagsanlæg.
Det var i en artikel fra avisen Daily Telegraph, at det kom frem, hvordan talen var klippet sammen. I artiklen blev en intern rapport fra BBC offentliggjort.
Den indeholdt også kritik af andre dele af BBC’s nyhedsproduktion og førte til, at både generaldirektør Tim Davie og nyhedschef Deborah Turness gik af.
/ritzau/
Storalarm slået: Forbered jer på invasion fra Rusland
