Voldsom brand på plejehjem: Beboer fundet brændt inde

Politiet og brandvæsenet rykkede massivt ud til branden, der var brudt ud på plejecenteret. Her blev beboerne evakueret. Under evakueringen blev en beboer fundet brændt inde på et af værelserne.

Kort før klokken 13 onsdag kom der meldinger om en voldsom brand på et plejecenter.

Branden opstod i en fløj af plejecenteret for demente beboere, hvor ilden og røgen på et af værelserne udviklede sig så kraftigt, at personalet ikke havde mulighed for at komme ind og hjælpe beboerne.

Derfor var det politiet og brandvæsenet, der stod for at evakuere de chokerede beboere på plejecenteret.

En beboer blev her fundet indebrændt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Massiv udrykning fra både politiet og brandvæsenet – se flere billeder nederst i artiklen.

Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i et opslag på X.

‘Flere beboere er evakueret og branden er nu slukket. En person er fundet indebrændt, og vi arbejder fortsat på stedet. Pårørende er underrettet,’ skriver politikredsen.

Plejecenteret, der stod i flammer, ligger på Kaj Munks Vej i Nykøbing og hedder Sømarken.

Der var ti beboere i den brændende bygning, og ni blev evakueret. Af de ni er en person kørt på sygehuset med lettere røgforgiftning. De øvrige er ikke kommet fysisk til skade.

Det oplyser Johnny Rasmussen, der er indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen til lokalmediet Folketidende.

Guldborgsund Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at de evakuerede beboere og medarbejdere opholder sig i et lokale væk fra branden.

‘Vi er i fuld gang med at kontakte de pårørende til beboerne, ligesom vi er i gang med at sikre genhusning til de ældre. Hvis der er pårørende, som ikke har været kontakbare i løbet af eftermiddagen, kan de kontakte centerchef Marianne Søgaard på 25180341,’ skriver kommunen. 

Branden er nu, som politiet beskriver, blevet slukket.

‘Lejligheden, hvor branden opstod, er udbrændt. Der er brandskader på loftrum og taget, og så er der voldsomme sodskader i hele lejlighedsfløjen. Den bliver ikke beboelig igen lige foreløbig, siger Johnny Rasmussen til lokalmediet.

I opslaget på X skriver politikredsen, at der ikke er yderligere oplysninger til pressen på nuværende tidspunkt.

I fem dage blev hun holdt fanget, voldtaget og tæsket af Tinder-date