Den konstitueringsaftale, der banede vejen for, at Venstres Hanne Pigonska kunne sætte sig på borgmestersposten i Odsherred, er brudt sammen.
Nyt i sagen. Opdatering i bunden af nyheden.
Det erfarer TV2 ØST.
Afsløringen er baseret på samtaler med flere partier i byrådet, der fortæller mediet, at Danmarksdemokraterne har forladt aftalen.
Partiets spidskandidat i kommunen, Jonas Nørgaard, vil dog ikke bekræfte bruddet.
“Det er Julie Jacobsen (DF), der er sprunget fra aftalen. Jeg har ikke mere at sige til det,” lyder hans korte kommentar.
Flere andre partier bekræfter dog over for mediet, at Danmarksdemokraterne er ude, og at der nu foregår forhandlinger på kryds og tværs.
“Alt er oppe i luften,” skulle en kilde have sagt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I søndags meddelte Dansk Folkeparti, at de ikke er en del af konstitueringen. Det betød dog ikke, at aftalen faldt sammen, da DF ikke var afgørende for et flertal. Uden dem stod der fortsat 14 mandater bag Hanne Pigonska.
Men hvis oplysningerne om, at Danmarksdemokraterne forlader aftalen, er korrekte, er der ikke længere et flertal, og aftalen bryder sammen.
Har intet hørt
Hanne Pigonska fortæller til TV2, at hun ikke har modtaget nogen formel besked om, at Danmarksdemokraterne skulle have forladt konstitueringsaftalen. Derfor regner hun fortsat med, at hun skal være borgmester.
“Når man ikke siger det i konstitueringsgruppen eller sender mig en mail, så går jeg ud fra, at man stadig er der,” siger hun.
Pigonska undrer sig samtidig over, at der skulle blive forhandlet andre steder, uden at hun er orienteret.
“Jeg går ud fra, at man ikke forhandler med naboen, før man kigger dem, man har forhandlet med, i øjnene,” fortsætter hun og erkender, at hun har hørt rygter om, at nye alliancer er i spil.
Foreslår at ændre regler
Mange har nok bemærket, at en del konstitueringsaftaler lige nu bryder sammen, og nye bliver indgået.
Den igangværende borgmesterkabale hænger sammen med, at en aftale først er bindende, når kommunerne holder et konstituerende møde mellem den 1. og 15. december. Indtil da er alle aftaler i princippet til forhandling.
For at bremse de mange kupforsøg foreslår valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet at ændre reglerne. Til DR peger han på, at kommunerne burde kunne afholde det konstituerende møde langt tidligere.
“På den måde kan man forsegle aftalen. Jeg ser ikke nogen grund til, at man skal vente helt frem til 15. december,” siger han.
Opdatering
Danmarksdemokraterne bekræfter nu, at de har forladt aftalen. Det sker, selvom spidskandidaten Jonas Nørgaard tidligere i dag ikke ville kommentere på rygtet.
Overfor TV2 oplyser Jonas Nørgaard, at partiet ikke længere mener, at konstitueringsaftalen er tilstrækkelig, efter at Dansk Folkeparti forlod aftalen søndag.
Nu skal nye forhandlinger i gang.