Fynsk festival annoncerer stort hovednavn

12 nye navne slutter sig til Nick Cave & The Bad Seeds på næste års jubilæumsudgave af den fynske festival.

I starten af oktober kunne den fynske festival Heartland annoncere det første navn til næste års program.

Siden har Nick Cave & The Bad Seeds stået lidt ensomt på plakaten, mens flere danske festivaler annoncerede det ene navn efter det andet.

Men nu får det australske band altså selskab af 12 nye navne.

Blandt dem er et stort dansk band, der nu kan lægge sig ved siden af Nick Cave & The Bad Seeds som næste års andet annoncerede hovednavn.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘Det bliver ikke større’

Øverst på listen over dagens annoncerede artister er danske The Minds of 99, der lukker og slukker for næste års Heartland Festival, lørdag den 20. juni.

Det Niels Brandt-anførte band kræver vel efterhånden ingen introduktion. De har utallige hits i bagkataloget, og har udsolgt flere af Danmarks største scener – blandt andet ved tre koncerter i Parken sidste år.

“I en dansk kontekst bliver det ikke større lige nu end The Minds of 99, og det er i mine øjne den perfekte måde at runde Heartland af lørdag aften og markere, at vi på ti år er gået fra at være en nichefestival til at være en festival, der samler hele Danmark – lige midt i landet,” udtaler direktør og musikalsk ansvarlig for Heartland, Ulrik Ørum-Petersen, i en pressemeddelelse.

Heartland-optrædenen bliver den første koncert under åben himmel for The Minds of 99 i 2026. I løbet af foråret drager de på en stor arenaturné med seks udsolgte koncerter i Royal Arena og Jyske Bank Boxen.

Flere internationale navne

The Minds of 99 får selskab af flere store danske og internationale navne på Heartland 2026.

De øvrige danske navne er Gnags, Hugorm, Katinka, Malk de Koijn, Mille, Pil, Spleen United og Von Quar.

Fra henholdsvis Australien og USA kommer soul-sanger Don West og singer-songwriter Jason Isbell med sit band The 400 Unit.

En anden amerikansk singer-songwriter, Max McNown, er også at finde på Heartland-plakaten.

Dermed er 13 navne nu klar til næste års jubilæumsudgave af Heartland.

Festivalen fejrer i 2026 ti år med musik, kunst, talks og kulinariske oplevelser.

Billetterne er i salg og kan købes her.

Den ene halvdel af storhittende dansk duo vender nu tilbage til det populære projekt med ny musik og store koncerter.