På det netop udgivne album ‘Stardust’ er Danny Brown en ny mand – både musikalsk og personligt. Du kan selv få syn for sagen, når han næste år besøger Danmark.
I størstedelen af karrieren har amerikanske Danny Brown døjet med stofmisbrug og udfordringer med det mentale helbred.
Derfor har hans hidtidige musikalske værker ofte bevæget sig i mørket med en række dystre motiver.
Hans nyudgivne sjette studiealbum ‘Stardust’ er det første projekt, hvor rapperen har været ædru i hele den kreative proces.
Danny Browns sidste besøg i Danmark kom i 2024 – året efter han blev ædru – og nu vender han tilbage med nyt materiale, der yderligere fremhæver hans rejse ud af mørket.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kreativt højdepunkt og personligt lavpunkt
I foråret 2023 var Danny Brown flyvende i musikalsk forstand.
Han havde netop udgivet samarbejdet ‘Scaring the Hoes’ med rapperen JPEGMafia, og albummet blev rost til skyerne af både fans og anmeldere.
Men i Browns personlige liv var alt ved at falde fra hinanden. I store dele af sit liv har han døjet med misbrug, og under tilblivelsen af ‘Scaring the Hoes’ var alkoholen hans foretrukne last.
“Jeg ville godt kunne forstå, hvis JPEGMafia aldrig ville arbejde med mig igen. Jeg var på mit mest berusede på det tidspunkt,” sagde han senere i 2023 til britiske The Guardian.
Samme år besluttede han sig for at gå igennem et afvænningsforløb, og siden har han været ædru.
En ny mand med en ny lyd
Hans tid i afvænning spillede en stor rolle i lyd- og tekstuniverset på det nye album, ‘Stardust’.
Først og fremmest har det selvfølgelig ændret hans personlige udsyn og kreative proces at være ædru. Men en helt konkret vane under afvænningsforløbet skulle også vise sig at forme den nye plades lyd.
I et interview med NME fortæller Danny Brown, hvordan han hver dag i otte uger brugte sin daglige telefontid på at lytte til duoen 100 Gecs.
Duoen var i slutningen af 10’erne med til at definere hyperpoppen, der er et elektronisk, eksperimenterende og ofte kaotisk take på popgenren.
Danny Browns nyfundne interesse for 100 Gecs spredte sig hurtigt til lignende kunstnere, og det har i den grad smittet af på den nye plade.
På ‘Stardust’ blander rapperen hiphop med en lang række elektroniske genrer og input fra musikalske gæster som Quadeca, Frost Children og Underscores.
Selvom han altid har været eksperimenterende og også har kastet sig ud i EDM-inspireret hiphop tidligere, præsenterer ‘Stardust’ på mange måder en udgave af Danny Brown, som vi aldrig har set før.
Den 5. marts 2026 kan du selv opleve den helt nye version af Detroit-rapperen, når han besøger Store VEGA i København.
Det officielle billetsalg starter fredag den 21. november klokken 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.
Dagen inden starter et presale for Live Nations nyhedsbrevsmodtagere.