S-spidskandidat i København vil købe Royal Golf Club ud af lejekontrakt og i stedet lave naturpark på grunden.
Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, vil fjerne golfklubben Royal Golf Club fra en stor grund på Amager og i stedet etablere en naturpark.
Det oplyser Socialdemokratiet til Ritzau. Over for Politiken uddyber Rosenkrantz-Theil forslaget.
I dag er det sådan, at golfklubben lejer området, der er på størrelse med Christianshavn, af Naturstyrelsen, som ejer det.
Pernille Rosenkrantz-Theil foreslår, at Københavns Kommune køber grunden af staten.
Derefter skal kommunen købe Royal Golf Club ud af lejekontrakten, som løber til 2047.
Ekspropriation er en mulighed, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken. Men hun siger samtidig, at “man altid skal forsøge at gå forhandlingsvejen”.
Klubben skal ifølge Rosenkrantz-Theil kompenseres. Over for Politiken nævner hun “et trecifret millionbeløb”.
Hun tror dog, at handlen med staten bliver billigere, fordi grunden er fredet, så der ikke må bygges boliger på den.
Tanken om at gøre noget med området, hvor golfspillerne holder til på Amager, er ikke ny.
Så sent som i oktober stillede Alternativet et forslag i Borgerrepræsentationen i København om, at Økonomiforvaltningen skal undersøge, hvordan der kan skabes mere vild natur i tilknytning til Amager Fælled.
I forslaget lyder det, at man skal undersøge muligheden for, hvordan “der kan skabes vild natur på området ved Royal Golf center”, samt muligheden for at “rette henvendelse til staten herom, som ejer af området”.
Sagen blev henvist til Økonomiudvalget.
/ritzau/