Mand omkommer i voldsom brand

Sadjad Al-Mosawy kastede sig ind i det brændende hus, men han kunne ikke redde en mands liv.

Da naboer mandag morgen forlod deres hjem for at tage på arbejde, blev de mødt af et chokerende syn.

Et rækkehus står nemlig i flammer, og mens de bekymrede beboere kunne stimle sammen foran huset i brand, kommer der skræmmende meldinger.

Der skulle stadig befinde sig en mand og to katte inde i huset.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Brandvæsenet er ankommet til stedet.

Sadjad Al-Mosawy har fået samme melding. Han bor i området og er tidligere brandmand, men arbejder nu for en virksomhed, der sælger alarmsystemer.

Han bemærkede ligesom mange andre beboere i området branden, da han forlod sit hjem for at begive sig mod sin arbejdsplads.

“Jeg var på vej ud til min bil, da jeg får at vide, at der er brand i et rækkehus. Jeg kigger derover og kan se røgudvikling, som går ud gennem taget. Ved rækkehuset bliver jeg fortalt af naboen, at der bor en person derinde, hvis bil stadig holder ved huset. Personen har også to katte, som også stadig skulle være inde i huset,” siger han til Presse-fotos.dk

Den tidligere brandmand får at vide, at han ikke skal gå derind, da branden skulle være ret kraftig. Men med tanke på at der måske ligger en mand og to katte, som ikke på egen hånd kan finde ud, beslutter Sadjad Al-Mosawy sig for at skride til handling.

“Jeg tager min t-shirt af og binder den rundt om næse og mund, og så går jeg ind i huset. Her finder jeg en sort kat, som umiddelbart er død. Da jeg går længere ind, ser jeg en hvid kat, som er i live. Den piver, men jeg får hevet den med ud af huset sammen med den anden kat. Så trækker jeg vejret en gang mere for at gå længere ind i stuen. Det brænder i halsen, og jeg kan mærke, at jeg får røgen ned i lungerne,” lyder det fra den tidligere brandmand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Røgdykkernes udstyr ligger klar på gaden.

Længere inde i stuen er branden og røgudviklingen nu så kraftig, at Sadjad Al-Mosawy ikke længere rigtigt kan se noget. Og situationen er også ved at være for farlig for ham.

Så han forlader rækkehuset, men bevæger sig rundt om for at se, om der er et vindue, han kan åbne for at give røgen flere veje at forlade huset. Men alle vinduer er haspede.

Da Sadjad Al-Mosawy sammen med de andre beboere i området kort efter står ved huset, ankommer brandvæsenet sammen med flere patruljevogne, en ambulance, lægebil og indsatslederen til den alvorlige situation.

De bekymrede og rystede naboer deler Sadjad Al-Mosawys frygt for tilstanden på beboeren i huset.

“Jeg tror, han er død,” siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det bekræfter kommunikationsrådgiver Mads Boel fra Fyns Politi.

“Der har været brand, og en mand i 50’erne er omkommet i forbindelse med branden. De pårørende er underrettet. Der er ikke noget, der tyder på, at der er sket noget kriminelt,” oplyser kommunikationsrådgiveren til Presse-fotos.dk.

Branden er efterfølgende blevet slukket, men den har altså kostet et menneskeliv. Det er ikke blevet bekræftet for officielle kilder, hvad tilstanden er på de to katte.

Den tragiske hændelse fandt sted på Harekæret i det sydøstlige Odense.

Brian Nielsen, indsatsleder fra Beredskab Fyn, var fremme ved branden. Han fortæller til Presse-fotos.dk, at den sorte kat, der af Sadjad Al-Mosawy umiddelbart blev anset som død, overlevede.

Det er stadig uvist, hvordan branden startede.

‘Vi går fra dør til dør, indtil hun er fundet’