To attentatforsøg samme dag: Ville dræbe mand på Amager og i Emdrup

‘Han rettede en revolver mod ham og trykkede på aftrækkeren’

En 26-årig dansk statsborger bliver torsdag klokken 9.30 fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Ifølge Københavns Politi er han medlem af en bande og sigtet for både medvirken til drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.

Den unge mand skulle ifølge sigtelsen have hjulpet en anden gerningsmand med at udføre et skudattentat i bandemiljøet.

Politiet oplyser, at han både skulle have udleveret et våben og givet instrukser om, hvordan angrebet skulle udføres.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billedet stammer fra politiets arbejde på Amager efter skyderiet – se flere billeder nederst i artiklen.

Hændelsen fandt sted den 22. september i år, hvor den 26-årige skal have overdraget et skydevåben og en cykel til en 36-årig norsk statsborger. Det skriver Københavns Politi i flere opslag på X.

Nordmanden blev ifølge politiet instrueret i at tage til Holmbladsgade på Amager og dræbe en mand. Offeret blev ramt af skud, men overlevede angrebet.

Allerede dagen efter blev den 36-årige nordmand anholdt og har siden siddet varetægtsfængslet. Københavns Politi oplyser, at der under dagens grundlovsforhør af den 26-årige vil blive begæret lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Nordmanden er samtidig sigtet i en anden sag, et drabsforsøg tidligere samme dag på Guldstjernevej i Emdrup.

Her opsøgte han ifølge politiet et bandemedlem, rettede en revolver mod ham og trykkede på aftrækkeren. Våbnet klikkede, og begge mænd flygtede til fods.

I sagen sidder også en tredje person, en 18-årig dansk mand, varetægtsfængslet.

Du kan læse Presse-fotos.dk’s dækning af skyderiet på Amager her.

Alvorligt såret efter skudangreb på åben gade