Bil holder ødelagt på letbanespor: Ambulancer fremme

Flere personer er søndag formiddag blevet kørt på hospitalet efter en hændelse på et letbanespor. To biler holder ødelagte ved det travle kryds.

Søndag formiddag holder to biler ødelagt i et travlt kryds efter en færdselshændelse har resulteret i, at flere personer er kørt på hospitalet.

Beredskabskøretøjer, ambulancer, akutlægebil og politibiler er alle ankommet ved uheldet, der har fundet sted på et letbanespor.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adskillige udrykningskøretøjer spærrede krydset i forbindelse med arbejdet på stedet – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Til Presse-fotos.dk bekræfter Christian Lensby, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, at der er sket et uheld i krydset mellem Fabriksparken og Nordre Ringvej i Glostrup.

“Vi fik en anmeldelse klokken 11.19 om, at to køretøjer var kørt sammen derude,” forklarer vagtchefen og fortsætter:

“Tre personer er blevet kørt på hospitalet til kontrol.”

De implicerede personers tilstande, samt køn og aldre, kan vagtchefen dog ikke fortælle nærmere om.

På trods af, hvor uheldet er sket, slår vagtchefen fast, at letbanen ikke har været involveret i hændelsen.

“Det har intet med letbanen at gøre,” lyder det afslutningsvist.

Vejen er igen farbar.

Søndag formiddag er politiet til stede ved et lejlighedskompleks, efter man tidligere på dagen modtog en anmeldelse fra en adresse. En person iført DNA-dragt er ført væk fra en lejlighed og ind i en politibil.