Efter massiv kritik: Jon Dahl Tomasson er færdig

Hvis det står til de svenske fodboldfans, er landstræner Jon Dahl Tomasson ikke at finde på sidelinjen under næste kvalifikationskamp.

Opdatering: Siden udgivelsen af denne artikel er Jon Dahl Tomasson blevet fyret med øjeblikkelig virkning. Det bekræfter Sveriges fodboldforbund tirsdag efter et ekstraordinært møde. I resten af artiklen kan du læse mere om den store utilfredshed blandt svenske fans og medier, der gik forud for fyringen.

Starten på VM-kvalifikationen har været katastrofal for det svenske fodboldlandshold og deres danske træner Jon Dahl Tomasson.

Med kun ét enkelt point i de første fire kampe, ser kvalifikationen til næste års slutrunde i USA, Canada og Mexico nærmest umulig ud.

Og det har gjort den danske træners fremtid som landstræner enormt usikker.

Især efter den netop overståede landsholdspause er kritikken haglet ned over Jon Dahl Tomasson, da Sverige tabte til både Schweiz og Kosovo.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jon Dahl Tomasson i 2021, da han var træner for Malmø FF. Foto: Vyacheslav Evdokimov via Wikimedia Commons

Voldsomt stor enighed

I en ny afstemning foretaget af svenske Aftonbladet mener 92 procent, at Jon Dahl Tomasson skal have sparket. Omkring middag tirsdag har mere end 292.000 personer svaret på afstemningen.

Da samme afstemning blev lavet efter nederlaget til Schweiz, stemte 85 procent for, at der skulle findes en ny landstræner.

Det tredje nederlag i træk – denne gang mod Kosovo, som man også tabte til tidligere i kvalifikationen – har altså gjort Jon Dahl Tomasson endnu mere upopulær blandt svenskerne.

Sverige ligger lige nu sidst i gruppen bag Schweiz, Kosovo og Slovenien.

Vores nordlige naboer har blot to kampe tilbage til at indhente Kosovo på andenpladsen, der har seks point mere end Sverige – og en noget mere favorabel måldifference.

Det vil altså sige, at Sverige skal vinde begge deres resterende kampe mod henholdsvis Schweiz og Slovenien ganske overbevisende, mens Kosovo ikke må få et eneste point i de to sidste kampe.

Kun et spørgsmål om tid

Lykkes det på mirakuløs vis Sverige at indhente andenpladsen, skal de ud i playoff for at komme med til VM.

Den playoff kan de dog også være heldige at kvalificere sig til via deres resultat i Nations League, hvor de vandt deres gruppe.

De fire bedste gruppevindere i Nations League, som ikke ender blandt de to bedste i deres kvalifikationsgrupper, er blandt de 16 hold i playoff. Ni lande er rangeret bedre end Sverige blandt gruppevinderne i Nations League. Svenskerne skal derfor håbe på, at minimum seks af de lande bliver enten nummer ét eller to i deres grupper.

Det ser altså svært ud, og det må – uanset hvordan det ender – siges at være en enormt skuffende kvalifikation for en nation, der har flere store stjerner som Liverpools Alexander Isak og Arsenals Viktor Gyökeres til rådighed.

Derfor mener Aftonbladets journalister også, at det sandsynligvis kun er et spørgsmål om tid, før Jon Dahl Tomasson er færdig på posten.

Sveriges næste kamp er den 15. november mod Schweiz. Om den danske træner står på sidelinjen, vil tiden vise.

Fodboldens Disciplinærinstans har mandag truffet afgørelse mod FC København efter en omfattende episode under kampen mod FC Midtjylland.