En politisk aftale om at styrke forsvaret giver mulighed for, at flere skibe kan bygges i Danmark og danske arbejdspladser sikres, ifølge Dansk Metal.
Et bredt flertal i Folketinget har indgået en ny forsvarsaftale, som bl.a. indeholder planer om at købe flere arktiske skibe. Dansk Metal vurderer, at aftalen kan åbne for flere ordrer til danske værfter og dermed styrke danske arbejdspladser.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Forbundsformand Claus Jensen siger om aftalen:
‘Det er et politisk valg, hvor mange penge man vil bruge på det danske forsvar. Men når den beslutning er truffet, så skal sikkerhed og gode danske arbejdspladser naturligvis følges ad. Med dagens aftale håber jeg, vi kan komme ét skridt tættere på at bygge flere forsvarsskibe her i Danmark’
Ifølge pressemeddelelsen står en beslutning om placeringen af de kommende fregatter stadig på spil. Dansk Metal ser her en oplagt chance for, at ordrerne placeres i Danmark frem for udlandet, så investeringerne og arbejdspladserne ikke flyttes til udlandet.
‘Det er afgørende, at politikerne hurtigst muligt beslutter at bygge de kommende fregatter i Danmark. Virksomheder og medarbejdere i Danmark står jo klar, så nu har politikerne en vigtig opgave i at lægge opgaven i Danmark – i stedet for at sende ordren og de mange skattemilliarder til udlandet. Skal opbakningen til den helt nødvendige oprustning være langtidsholdbar, så skal danskerne også kunne se, at forsvarspolitikken er med til at understøtte danske styrkepositioner og skabe arbejdspladser hele vejen ud til kajkanten,’ siger Jensen.
Potentiale i forsvarssskibe
Ifølge en tidligere pressemeddelelse fra Dansk Metal om samme tema vurderes, at byggeri af forsvarsskibe i Danmark kan skabe op mod 9.000 årsværk over en årrække.
I en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, bestilt af Dansk Metal, fremhæves, at et nationalt skibsbygningsprogram ikke blot kan sikre job, men også fastholde og udvikle kompetencer i industrien.
Skibsbygning har traditionelt været en vigtig industri i Danmark. Erhvervs- og Vækstministeriet har tidligere udpeget skibs- og maritime industrier som strategiske sektorer for eksport og teknologisk udvikling.
Katastrofe i forlystelsesparken: BonBon-Land lukker helt ned
