Inden du skifter til vinterdæk i år, bør du se dig grundigt for. En ny europæisk test afslører store sikkerhedsproblemer, og det er især på danske vinterveje, at det kan gå galt.
31 dæk blev testet og 12 blev direkte frarådet. Det er resultatet af årets store vinterdæktest, som er udført i samarbejde mellem europæiske bilklubber, herunder FDM.
Selvom mange automatisk forbinder vinterdæk med sne og is, viser testresultaterne, at de største udfordringer faktisk opstår på våde veje, og netop dét er jo typisk for Danmark. Vintervejret herhjemme er ofte præget af regn, mørke og temperaturer lige over frysepunktet.
Derfor er det ekstra vigtigt, at vinterdækkene kan stå fast på våd asfalt. Men her fejler mange dæk voldsomt. I en konkret bremsetest fra 80 km/t varierede bremselængden fra 31,7 meter for det bedste dæk til 47,1 meter for det dårligste.
‘Forestiller man sig, at to biler kører ved siden af hinanden med 80 km/t, og at de er monteret med henholdsvis de bedste og de dårligste dæk, så vil bilen med de dårligste dæk stadig have en fart på 45 km/t, når den anden bil holder stille. Det er et rystende resultat og samtidig forklaringen på, at vi direkte fraråder køb af hele 12 af de testede dæk. De er simpelthen ikke skabt til et klima som det danske.’ skriver FDM.
Det nye dæk fra Goodyear scorer topkarakterer. Dette både på vejgreb og miljø. Dækket har ifølge testen en levetid på 76.000 km og lav rullemodstand, hvilket reducerer både brændstofforbrug og udledning af partikler.
Andre topdæk i testen kommer fra mærker som Michelin med 67.000 kilometers levetid og Continental, men enkelte mærker med lav pris faldt helt igennem.
Nye regler på vej i Danmark
Samtidig bliver kravene til vinterdæk strammet i 2025/2026-sæsonen. Reglerne skal sikre, at biler kører med dæk, der reelt er egnet til vinterforhold.
Miljøprofilen er blevet en vigtigere faktor i årets test. Dækkene vurderes blandt andet på:
- Produktionssted
- Materialeforbrug
- Levetid
- Rullemodstand
Det dæk, der holder 81.000 km, blev faktisk fravalgt som anbefaling, fordi det klarede sig elendigt i bremsetesten på våd vej. Så levetid alene er ikke nok.
Hvis du kører mange kilometer om året, betyder dækkenes levetid noget for pengepungen. Men dårlig bremseevne på våd vej bør være en dealbreaker.
12 ud af 31 dæk er decideret farlige i dansk vintervejr, og derfor direkte frarådet. Så selvom prisen er lav, kan konsekvensen være høj.
LIGE NU: Mulige droner over Danmark IGEN – mange steder
