Vanvittig stigning i vold mod ambulancefolk: “Jeg kommer efter dig din lede so”

Registreringen af vold og trusler mod ambulancefolk og ansatte på vagtcentraler er steget markant. Nu lanceres en kampagne, der skal sætte fokus på problemet.

”Din lede so. Hvis du ikke giver mig den recept nu, så finder jeg ud af, hvor du bor og kommer efter dig.”

Sådan kan det for eksempel lyde, når vores allesammens redningspersonale hjælper danske borgere. Flere har også prøvet at blive mødt af trusler, slag og spark, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Antallet af registrerede episoder med vold og trusler mod ansatte i Akutberedskabet er eksploderet de seneste år. I 2022 blev der registreret 13 hændelser, mens tallet i 2024 er vokset til 180.

Vi ser altså en stigning på langt over 1000 procent, og dermed en voldsom eskalering for dem, som skal passe på os og dem vi har kært.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udviklingen rammer både medarbejdere på akuttelefonen 1813 og 1-1-2 samt ambulancebehandlere, der mødes af alt fra verbale trusler til slag og spark.

”Det er fuldstændig uacceptabelt at true eller begå vold mod vores medarbejdere, som jo faktisk er på arbejde for at hjælpe borgerne,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Region Hovedstaden har oplevet en generel stigning i vold og trusler i sundhedsvæsenet. For at imødegå problemet er der i regionens budget for 2026 afsat 25 mio. kroner årligt til tryghed og sikkerhed for medarbejderne.

Akutberedskabet har samtidig sat en ny kampagne i gang på sociale medier under sloganet ”Vi passer på dig. Passer du på os?”.

Den er centreret om en film, der skal minde borgere om at bevare roen, når de kontakter eller møder akutpersonale.

”Vi kan ikke ændre adfærden hos alle, men vi kan forebygge nogle af de situationer, hvor pressede borgere reagerer voldsomt,” forklarer Akutberedskabets direktør Thomas Reimann. Han understreger, at vold og trusler kan få alvorlige konsekvenser for medarbejdernes trivsel og i værste fald udvikle sig til traumer.

Ifølge Thomas Reimann har regionen psykologer tilknyttet, som kan hjælpe ansatte med at bearbejde voldsomme oplevelser, men målet er at forhindre episoderne, inden de overhovedet opstår.

Ambulanceredder brutalt likvideret: ‘Det kan sagtens ske i Danmark’