Thunberg indtager festival: Dukker op på scene med palæstinensisk flag

Arkivfoto fra Gretas anholdelse ved Mærsk bygningen i København

Thunberg viser Palæstina-støtte fra scenen på dansk festival

Den svenske aktivist Greta Thunberg var fredag på scenen ved festivalen Syd for Solen i København.

Det skriver musikmagasinet Gaffa.

Den 22-årige svensker var en blandt flere aktivister, der tog opstilling på scenen i Valbyparken i et propalæstinensisk indslag under fredagens sidste koncert med den britiske musiker Sam Fender.

– Jeg har en særlig gæst med i dag, sagde Sam Fender, da han introducerede Thunberg, der kom ind på scenen sammen med flere aktivister. 

De stillede sig frem med palæstinensiske flag, mens mikrofonen gik på omgang.

Det fremgår ikke, om svenskeren talte i mikrofonen, og hvad hun i så fald sagde. 

I begyndelsen af juli var Thunberg også på scenen til den danske musiker Møs koncert på Roskilde Festival.

Dengang leverede Greta Thunberg en tale, der både kritiserede Israels krig i Gaza og udledningen af CO2. Det skrev DR.

Grete Thunberg var i juni med om bord på et skib med 12 aktivister, der sejlede gennem Middelhavet med kurs mod Gazastriben.

Sejlturen blev organiseret af Freedom Flotilla Coalition, efter at Israel på det tidspunkt var blevet mødt af en voksende international kritik på grund af den humanitære situation i Gaza.

Formålet med sejlturen var ifølge det franske medlem af Europa-Parlamentet Rima Hassan, der også var om bord på skibet, at fordømme Israels blokade for tilgang af humanitær hjælp.

Skibet blev opbragt af den israelske hær i internationalt farvand den 9. juni og bugseret til den israelske havn Ashdod.

Thunberg blev deporteret, mens andre aktivister blev tilbageholdt i Israel.