Magasin opkøber ikonisk dansk modebrand

Foto: Magasin du Nord

Det danske modebrand bliver en del af Magasins portefølje efter over 40 år som selvstændigt brand. Begge parter ser det som et naturligt match.

Det danske modebrand Bitte Kai Rand, der blev grundlagt i 1981, har i mere end fire årtier været en markant aktør på den danske modescene.

Brandet er især kendt for sit tidløse design, kompromisløse fokus på kvalitet og tætte relationer til sine kunder.

Nu, over fire årtier senere, bliver Bitte Kai Rand opkøbt af Magasin.

Det oplyser Magasin du Nord i en pressemeddelelse.

Med opkøbet styrker Magasin sin position inden for kvalitetsmode og design – og tilføjer samtidig et brand med dybe rødder i dansk designtradition og håndværk til sin portefølje.

Bitte Kai Rand bliver fremover en del af Magasins venture-forretning, som ledes af Camilla Deichmann.

“Bitte Kai Rand er et brand med en stærk designarv og en tydelig DNA – præcis som Magasin. Vi ser et stort potentiale i at videreudvikle brandet i respekt for dets historie, og vi glæder os til at aktivere synergierne med resten af Magasins univers og øvrige investeringer. Det første skridt bliver at lære virksomheden og teamet at kende – og sammen lægge en ambitiøs plan for næste kapitel,” siger Camilla Deichmann, der i forbindelse med opkøbet bliver administrerende direktør for Bitte Kai Rand.

Både et strategisk og kulturelt match

Ifølge virksomhedens afgående CEO, Michael Rand, har det været afgørende at finde en ny ejer med både strategisk kapacitet og respekt for brandets fundament:

“Det har været afgøremde for os at finde en partner, der forstår værdien af det, Bitte Kai Rand står for – og som samtidig har ambitionerne og ikke mindst evnerne til at løfte det til næste niveau. Med Magasin får brandet en stærk platform og en ejer, der tror på både design, detailhandel og mennesker. Jeg er stolt af det, vi har skabt – og ser frem til at følge brandets udvikling i rollen som rådgiver,” siger Michael Rand, som overgår til en ny funktion som ekstern advisor.

Også brandets grundlægger, Bitte Kai Rand, glæder sig over, at Magasin bliver ny ejer af den virksomhed, hun selv etablerede i 1981:

”Jeg har i 44 år levet i en blanding af passion, hjertebanken og begejstring sammen med mine geniale medarbejdere, hvilket har været en uendelig stor gave. Og jeg er så taknemmelig for, at det designunivers, som vi har skabt, nu får lov at leve videre under Magasins paraply. Faktisk var Magasin en af de første forhandlere vi fik ombord tilbage i 1984, og jeg kan ret godt lide tanken om, at Bitte Kai Rand-eventyret på en måde både begyndte og endte sammen med Magasin.”

I den kommende periode vil Magasin i tæt dialog med ledelse og medarbejdere sætte retningen for Bitte Kai Rands næste fase.

Parterne ønsker ikke at kommentere på købspris eller øvrige økonomiske detaljer i forbindelse med transaktionen.

Den danske miniserie “Reservatet” er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.