Norlys Vækstpulje har for anden gang i 2025 sat navn på projekter, der får økonomisk støtte til at fremme grøn omstilling og styrke lokale fællesskab. I alt 316 initiativer har fået del i de 19,3 millioner kroner, som puljen har uddelt denne runde.
Energi- og telekoncern Norlys uddeler 19,3 mio. kr. til grønne og lokale projekter. Blandt de støttede projekter finder man alt fra nye krolfbolde til Rødekro og Omegns Krolf Klub, der modtager 3.456 kroner, til en stor bevilling på 300.000 kroner til udvidelse af faciliteterne i Motion- og Kulturcenteret Pulsen i Salling.
Projektet er især tiltænkt kunderne hos Norlys, som også er medejere af selskabet. Men der er også udsigter til at støtte andre projekter, hvis projektet bidrager væsentligt til grøn omstilling.
“Norlys er ejet af 800.000 danskere, og de skal kunne mærke en konkret værdi af at være andelshaver, og det kan de gennem Norlys Vækstpulje”, siger Jens Erik Platz, formand for Norlys a.m.b.a. i en pressemeddelelse.
“Derfor er det også altid noget helt særligt, når vi hjælper de mange bæredygtige initiativer i lokalsamfundene i vores ejergeografi med at blive realiseret uanset om det handler om den grønne omstilling, fremmer det lokale kulturliv eller noget helt tredje,” forsætter Jens Erik Platz.
Norlys Vækstpulje åbner for endnu en uddelingsrunde i slutningen af året, og virksomheder, foreninger og organisationer med relevante projekter kan søge frem til 1. oktober kl. 12. Alle oplysninger om ansøgningsprocessen og krav kan findes via Norlys’ hjemmeside.