En flok ællinger fik torsdag aften pludselig hele Albertslundvej i Albertslund til at gå i stå – men det var ikke på grund af bilkø eller uheld.
De små fugle var havnet i alvorlig knibe, da deres mor, formentlig skræmt af trafikken, fløj fra stedet og efterlod dem alene midt på vejen.
Situationen blev hurtigt kritisk, da ællingerne befandt sig på en strækning uden adgang til hverken cykelsti eller fortov. Med biler susende forbi var de i akut fare for at blive påkørt.
Heldigvis trådte to opmærksomme og dyrevenlige personer til. Uden tøven valgte de at stoppe trafikken og gik i gang med at lede ællingerne væk fra vejen. Med tålmodighed og forsigtighed lykkedes det at få hele flokken guidet cirka 300 meter væk til et mere sikkert sted.
– De var helt alene og forvirrede, så man kunne ikke bare lade dem være, fortæller Presse-fotos.dks mand på stedet.
Der håbes nu, at andemor vil finde sine små igen – og at ællingerne slipper for flere farlige oplevelser i byens trafik.
Så du det? Vildt vejrfænomen i Danmark igen




