Flemming Østergaard investerer i sin egen sundhed, men efterlyser samtidig bedre forhold for landets ældre. Den tidligere FCK-formand savner handling frem for politiske løfter.
Flemming Østergaard, bedre kendt som Don Ø, har valgt at rive fire dage ud af kalenderen for at fokusere på sin egen sundhed.
Turen går til Ringkøbing, hvor han skal deltage i et såkaldt Longevity Retreat med fokus på sundhed, livskvalitet og et længere liv.
Men selv om erhvervsmanden nu prioriterer sin egen trivsel, har han fortsat blikket rettet mod nogle af de udfordringer, der præger det danske samfund. S
Særligt forholdene for ældre, mennesker med demens, deres pårørende og medarbejderne i plejesektoren ligger ham på sinde.
I et opslag på Facebook fortæller Flemming Østergaard, at han følger engageret med i udviklingen både herhjemme og internationalt.
Samtidig retter han kritik mod den politiske kultur, hvor han mener, at det alt for ofte handler om at sælge sig selv til vælgerne, tale modstanderne ned og give løfter, der ikke kan holdes.
Han efterlyser mere ærlighed, ordentlighed og konkrete handlinger – ikke mindst når det gælder landets ældre.
“Ikke mindst kampen for bedre forhold for ældre, mennesker med demens, deres pårørende og medarbejderne ligger mig meget på sinde,” skiver han.
For ham er det et område, der fortjener større opmærksomhed, og hvor der er brug for mere end flotte ord. Både de ældre, deres pårørende og de ansatte, der tager sig af dem, skal have bedre vilkår.
Flemming Østergaard har selv haft Alzheimers inde på livet. Hans afdøde hustru Inge var ramt af den forfærdelig sygdom. Tidligere har han beskrevet at “…Alzheimers ikke blot en sygdom. Det er en langsom afsked.”
Vil have flere gode år
Longevity betyder direkte oversat lang levetid og kombinerer blandt andet forskning, medicinsk ekspertise og rådgivning om sundhed.
For Flemming Østergaard handler det dog ikke kun om at leve længere, men om at have det godt i de år, man har.
Han understreger, at han stadig har meget, han vil opleve, meninger, han vil blande sig med, og kampe, han vil tage.
De kommende dage skal bruges på sundhed og ro, selv om sidstnævnte måske bliver den største udfordring. Med et glimt i øjet skriver han, at han ikke lover at kunne holde mund i fire dage.
Han afslutter sit opslag med en klar melding om sin tilgang til livet:
»Det skal fandme være en god dag. Og gerne mange endnu!«