Mediekoncernen vender tilbage til Folkemødet, hvor en perlerække kulturpersonligheder deltager i interviews og debatter.
På en ny central lokation vender Danmarks største mediekoncern Egmont nu tilbage til Folkemødet fredag den 13. juni.
Det skriver Egmont i en pressemeddelelse.
Endnu engang inviterer mediekoncernen således til en dag med personlige samtaler og skarpe debatter med en perlerække skuespillere, forfattere, politikere, journalister, eksperter og kulturpersonligheder.
Her tager Egmont pulsen på dansk film og litteratur og diskuterer nyhedsmediernes rolle i en rolle i konstant forandring.
“Vi er rigtig glade for at være tilbage på Folkemødet, hvor vi har fået en ny, central venue, der giver os mulighed for at have endnu flere debatter og programpunkter i krydsfeltet mellem medier, kultur og politik,” fortæller Egmonts kommunikationsdirektør Amanda Justesen.
Der sættes fokus på kulturarvens betydning, på hvordan børn og unge i svære livsvilkår træffer livsvalg, på skærmkulturens rolle i samfundet – og på, hvordan vi sikrer en stærk uddannelse i fremtiden.
Noget på hjerte
Egmonts folkemødeprogram er skabt i tæt samarbejde med flere af koncernens forretninger og brands – herunder Nordisk Film, Lindhardt og Ringhof, ALT for damerne, Euroman, Gastro, Nordisk Games, TV 2 Norge samt Egmonts Fondssekretariat, der står for fondens støtte til børn og unge i svære livsvilkår.
Egmont er en erhvervsdrivende fond, hvor overskuddet går til at udvikle medieforretningerne og til at hjælpe børn og unge.
”Egmont spænder bredt, og både vores mange medier og fondsstøtte til børn og unge har stor betydning for rigtig mange danskere. På Folkemødet kan vi vise et lille udsnit af alt det, vi står bag, og først og fremmest give folkemødedeltagerne mulighed for at møde en lang række skuespillere, forfattere, politikere, journalister, eksperter og kulturpersonligheder, som alle har noget på hjerte,” afslutter Amanda Justesen.
Jakob Engel-Schmidt, Paprika Steen, Ghita Nørby, Nicolaj Kopernikus, Leif Davidsen, Bo Lidegaard, Martin Kongstad, Sandy French, Sara Bro, Lone Theils og Rane Willerslev er blandt deltagerne.
Den nye centrale lokation er i Havnegade 9 (plads G28) i hjertet af Allinge, hvor der er to scener – Baghaven og Terrassen – med intet mindre end 15 programpunkter.
Du kan finde det fulde program samt alle deltagere på deres hjemmeside.