Politiet har fået nok: Kyler demonstranter ud af Mærsk-bygning

Flere end 50 aktivister, herunder den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, er tirsdag trængt ind på kontorer i København tilhørende Maersk Tanker, der er et af Mærsks datterselskaber.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Den Grønne Ungdomsbevægelse skriver i en pressemeddelelse, at den står bag, og at formålet er at sætte fokus på Mærsks rolle i klimakrisen. Aktivisterne har angiveligt i sinde at blive så længe som muligt.

Vicepolitiinspektør Simon Hansen fra Københavns Politi bekræfter, at en del demonstranter er dukket op på en erhvervsadresse på Holmbladsgade på Amager.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den svenske aktivist, Greta Thunberg, er også til stede ved demonstrationen

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 09.40. Demonstranterne befandt sig både inden- og udenfor.

– Vi indledte en dialog med demonstranterne, for at finde ud af hvad de ville, siger vicepolitiinspektøren.

Samtidig er de blevet bedt om at forlade stedet.

– De personer, der ikke ville forlade bygningen frivilligt, bliver nu eskorteret ud, siger Simon Hansen kort efter klokken 11.

De, der eskorteres ud, sigtes for husfredskrænkelse, skriver politiet på det sociale medie X. Det fremgår ikke, hvor mange aktivister der er tale om.