Fredag eftermiddag er tre personer kommet alvorligt til skade i en ulykke. De tre er i familie og der er tale om en kvinde og to børn. Nu kan politiet komme med nye oplysninger om tilstanden.
To børn på henholdsvis syv og seks år og en 29-årig kvinde kørte på en ATV, da det pludselig gik galt. Familien kørte hårdt ind i et træ og en stor udrykning blev sendt til stedet.
Flere ambulancer, en lægehelikopter og politiet hastede ud til Bryrup, som ligger syd for Silkeborg.
De tilskadekomne personer blev kørt til hospitalet i ambulancer og er fortsat indlagt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Omkring klokken 19 er politiet kommet med godt nyt om de tilskadekomne.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen oplyser til TV Midtvest, at familien er uden for livsfare.
Deres tilstand er stabil og alle tre er indlagt på Aarhus Universitetshospital.
En bilinspektør har været på stedet og undersøgt ulykken, men da rapporten endnu ikke er færdig, kan politiet ikke komme ind på, hvad der er gået forud for ulykken.
Der har ikke været nogen vidner til ulykken og de pårørende er underrettet.