Dommer i retten finder, at der er en begrundet mistanke mod en 55-årig mand. Kvinde mistede livet, mens en 17-årig dreng også blev forsøgt slået ihjel
En mand på 55 år er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger af Retten i Holbæk. Han sigtes for at have dræbt en kvinde, der i sit hjem tirsdag morgen blev overfaldet med kniv.
Manden har tidligere været gift med kvinden, skriver eb.dk fra retsmødet.
Han sigtes for to forbrydelser. Dels skal han have dræbt den 45-årige kvinde med kniv tirsdag morgen. Og dels skal han – ifølge politiet – have forsøgt at dræbe en 17-årig dreng, der var til stede i kvindens hjem.
Manden nægter sig skyldig i begge sigtelser, men dommeren har konkluderet, at der er en begrundet mistanke, oplyser anklageren i sagen, John Catre Nielsen, til Ritzau.
Retslokalet var fyldt med lamslåede venner og familie til den anholdte, rapporterer det regionale medie sn.dk.
Drabet skete i kvindens hjem på Øvangsvej i Fårevejle Stationsby ved norvestsjællandske Odsherred.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvad den sigtede nærmere har forklaret, vides ikke. Det skyldes, at dommeren lukkede dørene under afhøringen.
Kvinden blev stukket i brystkassen. Hun blev kørt til hospitalet, men døde kort efter ankomsten.
Anholdelsen af manden skete en halv times tid efter alarmen til politiet. I retslokalet kigger den duknakkede mand ned i gulvet, skriver TV2 Øst.



