Dansk landshold har nu sikret sig adgang til næste års vinter-OL, der bliver afholdt i Italien. Det oplyses nu i en pressemeddelelse
Fredag har det danske kvindelandshold i curling sikret sig adgang til Vinter-OL. Det stod klart, før holdets sidste kamp ved VM i Sydkorea mod Schweiz, der aholdes i disse dage.
Det bekræfter Dansk Curling Forbund fredag i en pressemeddelelse.
Kampen mod Schweiz tabte Danmark med 6-7 efter en ekstra ende.
Det danske kvindelandshold havde forud for VM i Sydkorea ikke lagt skjul på, at målet med deltagelse i turneringen var at sikre sig adgang til det kommende vinter-OL.
Det er nu sket, og Danmark har derfor ikke brug for at spille med i kvalifikationsturteringen til OL, der afholdes i december 2025.
Her uddeles de sidste to pladser til OL-turneringen.
Ved VM har det danske kvindelandshold bestået af spillerne Madeleine Dupont, Denise Dupont, Mathilde Halse og My Larsen.
Reserven Jasmin Holtermann var også med.
Madeleine Dupont har nu deltaget i hele 31 turneringer for Danmark. Det er samtidig det 15. VM for skipperen.
Hun har tre gange tidligere været med til OL.
Kvalifikationen til OL har Danmark fået, fordi der er blevet lagt et regnskab sammen fra det forrige VM og det igangværende VM.
Her har Danmark skrabet nok point sammen til at klemme sig ind blandt de ti deltagerlande, der skal være med til OL i Italien.
Danmark nåede trods den vundne deltagelse til OL ikke at spille sig ind i top seks under VM.
VM i Sydkorea fortsætter i et slutspil lørdag og søndag.
Her deltager Schweiz, Canada, Sydkorea, Sverige, Kina og Skotland.
Danmark vandt i alt fem kampe og tabte syv ved VM.
Vinter-OL afholdes fra den 6. februar til den 22. februar 2026. Turneringen skal spilles på Cortina Olympic Stadium i Cortina d’Ampezzo.
Danmark endte uden for top-6 efter at have vundet fem kampe og tabt syv.
Dansk Curling Forbund oplyser, at holdet til vinter-OL endnu ikke er udtaget, men at det vil ske i løbet af sommeren.
Det danske herrelandshold og mixeddouble landshold i curling er endnu ikke kvalificeret til vinter-OL, men det er stadig en mulighed.