Ét år efter lukning: Nu er Irma tilbage

Illustrationsfoto.

Irma-brandet breder sig nu endnu mere – og for første gang vil kunderne kunne finde de populære Irma-produkter i discountkæden Coop 365discount.

Efter at Coop valgte at bevare Irma som en vareserie, har salget af de ikoniske kvalitetsprodukter været en succes. Faktisk sælger Coop nu næsten 20 procent flere Irma-varer, end da de stadig blev solgt i de fysiske Irma-butikker.

Irma i 365discount?

Den store efterspørgsel har nu ført til en markant beslutning: Irma-brandet vil blive introduceret i Coop 365discount. Det betyder, at kunderne fremover kan finde Irma-produkter til discountpriser – et skift, man måske ikke lige havde set komme.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Flere produkter i mange Coop-butikker

Siden begyndelsen af 2024 har 150 Irma-varer været til salg i Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen. Men nu skal sortimentet udvides med mindst 100 nye produkter, så Irma-serien i 2025 vil bestå af 250 varer.

Kategoridirektør i Coop, Jeff Salter, er begejstret over udviklingen:

“Jeg er meget tilfreds med, at vi er lykkedes med – ikke bare at holde liv i det ikoniske brand – men faktisk at gøre Irma til en vareserie med national appel og popularitet og ikke mindst med stigende salg til følge. Irma er kendt for innovation, og vi har høje ambitioner om fortsat at udvikle og forfine Irma-varemærket”

Men det mest opsigtsvækkende tiltag er introduktionen af Irma-varer i Coop 365discount.

Først vil det dreje sig om sæson- og spotvarer, men med tiden bliver Irma også en fast del af discountbutikkerne. Det betyder, at kunderne snart vil kunne finde de velkendte Irma-produkter i en butikskæde, der har fokus på lave priser.

Nyt design og eksklusiv pris i 365discount

Samtidig med udbredelsen af Irma-brandet vil Irma-serien få nyt design, hvor Irma-pigen vil blive mere synlig på produkterne. De første produkter med det nye udseende er allerede landet i Coops butikker.

Derudover vil “Irma Prisen” blive en del af madkonkurrencen Sol over Gudhjem, hvor små fødevareproducenter kan få muligheden for at få deres produkt optaget i Irma-serien.

Bliver Irma stadig det samme brand?

Beslutningen om at føre Irma-varer i discountbutikker kan potentielt dele vandene. For mens mange vil glæde sig over at få adgang til Irma-kvalitet til en lavere pris, vil andre måske mene, at Irma mister sin eksklusive status.

Irma-brandet er altså ikke længere forbeholdt en snæver målgruppe i hovedstadsområdet. Med den nye strategi bliver Irma nok nærmere et landsdækkende fænomen, der både findes i supermarkedet og på hylderne i discountkæden Coop 365discount.

TV 2’s populære spil ‘Forræder’ om bedrag og alliancer vender tilbage med en ny sæson. En ny gruppe kendte danskere, der skal forsøge at gennemskue løgne, er klar. Se listen over dem her.