Ny lukkelov truer nu eksistensen for nærbutikker og mindre brugser i Danmark – for blandt andet Coop. Lukkeloven sigter ellers efter at undgå butikslukninger.
Erhvervsminister Morten Bødskov fortæller til mediet Finans, at han mener, at den nye lukkelov kan stoppe butiksdød. Svaret kommer som reaktion på en stærk kritik af lukkeloven fra Coop Danmark.
Regeringen vil gerne ændre lukkeloven. Butikkerne i byer med under 15.000 indbyggere skal kunne holde åbent i de 12,5 helligdage. I dag skal de ellers holde lukket. Det er for at undgå butiksdød i landets små byer ved at sørge for, at besøgende og turister ikke møder lukkede butikker i helligdagene. Det er i disse dage, de har flest besøg.
Sådan skriver Coop Danmark i en pressemeddelelse, der udtrykker, at det kan få store konsekvenser for både butikkerne og de butiksansatte i mindre byer. Dette hvis et forslag til en ny lukkelov bliver vedtaget i Folketinget.
30 butikker i fare
Kædedirektøren vurderer, at 30 mindre, lokale brugser vil blive hårdt ramt og risikere at lukke, hvis de omkringliggende større supermarkeder får mulighed for at holde åbnet i helligdagene.
”Vi har sympati for hensigten med forslaget, men det kan have ret store og alvorlige konsekvenser for mange lokalsamfund, hvis man også tillader de store supermarkeder at holde åbent i helligdagene,” siger direktør for Coops kæde af lokale nærbutikker, Brugsen, Torben B. Andersen og fortsætter:
”Alene i vores kæde har vi op imod 30 butikker, der er byens sidste butik og som bliver alvorligt ramt, hvis store butikker i en radius af blot 5 km. får lov til at holde åbent de ekstra dage. Dertil kommer butikker fra andre aktører. Derfor vil vi advare mod, at man ændrer loven, så de største dagligvarebutikker også får lov at holde åbent. Holder man sig til kun at give udvalgsvarebutikker lov til at holde åbent, opnår man det, der er målet med lovændringen: At gøre byerne mere attraktive for turister”
HK Handel og Coop er enige
Det er dog ikke kun direktøren, der har udtryk bekymring i forhold til at liberalisere lukkeloven. HK Handel er udover Coop også stemplet ind i diskussionen.
”Ændringen af lukkeloven vil ikke alene gå udover lokalsamfundene og de mindre butikker. Det vil også i høj grad får konsekvenser for de ansatte, der vil blive gevaldigt presset, fordi de ikke længere har nogle lukkedage, som de med sikkerhed ved, at de kan holde fri på. De butiksansatte arbejder i forvejen på skæve tidspunkter, og derfor bliver det tæt på umuligt for dem at opretholde en fornuftig balance mellem arbejdsliv og fritid, hvis dette forslag bliver en realitet,” siger Mette Høgh, formand for HK Handel, i pressemeddelelsen.
”Vi driver både store butikker i Kvickly og SuperBrugsen, som ville have fordele af flere åbningsdage, og mindre butikker i Brugsen og Dagli´Brugsen, som vil miste omsætning. Men vi advarer alligevel imod, at man tillader flere store butikker at holde åbent i helligdagene ud fra en helhedsbetragtning. Prisen er for høj for de lokalsamfund, der risikerer at miste deres sidste butik,” siger formanden for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA), Christian Busch, i pressemeddelelsen.
Erhvervsminister Morten Bødskov har over for Finans påpeget, at Coop Danmark mangler tillid til de danske forbrugere. Han har derimod fuld tillid til, at danskerne fortsat vil handle i de mindre forretninger.