Det koster bøde på 4500 kroner, hvis lastbiler over 12 ton ikke har betalt for at køre på afgiftsbelagte veje.
En vejafgift for lastbiler, der trådte i kraft ved årsskiftet, er kommet godt fra start.
Det skriver Sund & Bælt, der står for at opkræve vejafgiften, i en pressemeddelelse.
Langt hovedparten af brugerne betaler afgiften, som de skal.
Det fortæller chef for vejafgiftsordningen i Sund & Bælt Katrine Hauge Vej-Hansen.
– Vores tal viser, at over 98 procent af brugerne betaler afgiften korrekt, og det tal er stigende, siger hun.
Hvilket altså vil sige, at to procent af lastbilerne ikke overholder den nye vejafgift.
Vejafgiften gælder lastbiler over 12 ton, og afgiften betales for at køre på 10.900 kilometer stats- og kommuneveje.
Afgiften er reguleret efter lastbilernes klimabelastning og opkræves via en såkaldt vejafgiftsboks i bilerne eller ved køb af en digital vejafgiftsbillet.
Lastbilerne bliver kontrolleret via nummerpladeaflæsning af nummerpladescannere opsat ved trafikknudepunkter landet over.
Hvis en lastbil bliver registreret på afgiftsbelagte veje uden at have betalt vejafgift, koster det en bøde på 4500 kroner.
Fra 9. januar er der udstedt bøder, og de udskrevne bøder fordeler sig ifølge Sund & Bælt nogenlunde ligeligt mellem danske og udenlandske lastbiler.
I løbet af ordningens første måned er der registreret 161 millioner kilometer kørsel på det afgiftsbelagte vejnet.
Heraf er 124 millioner kilometer kørt af danske vognmænd, mens 37 millioner kilometer er kørt af udenlandske vognmænd.
Det er tidligere beregnet, at afgiften i gennemsnit vil koste 1,30 kroner per kilometer, når den er fuldt indfaset.
I DTL – Danske Vognmænd har man tidligere advaret om, at mange vognmænd må sende regningen for afgiften videre til kunderne og i sidste ende forbrugerne.
– Der er mange vognmandsvirksomheder, der er nødt til at varsle prisstigninger for deres kunder.
– De kan ikke absorbere den her afgift inden for den økonomi, de har, og bliver nødt til at sende regningen videre til næste led i kæden, sagde direktør i DTL Erik Østergaard 1. januar til Ritzau.
/ritzau/