Casper og Frank forbereder sig på 3. verdenskrig: ‘Alt er eksplosivt’

Frank Hvam og Casper Christensen i ny sæson af Klovn
Casper Christensen og Frank Hvam. Foto: Per Arnesen/TV 2.

Casper Christensen og Frank Hvam indtager snart igen rollerne som det fiktive, men virklighedsnære, umage makkerpar Casper og Frank i den tiende sæson af ‘Klovn’. Nu løfter de sløret for, hvad jubilæumssæsonen handler om.

Sidste år kom det frem, at alle ‘Klovn’-glade danskere havde noget at se frem til efter nytåret.

Nu, hvor januar efterhånden lakker mod enden, er der endnu mere at glæde sig over. Nu løfter Casper Christensen og Frank Hvam nemlig sløret for, hvad den nye sæson kommer til at handle om.

Den kommende sæson ‘Klovn’ bliver den tiende i rækken og ifølge de to hovedpersoner selv har serien aldrig været vigtigere end nu.

‘Jo farligere verden bliver, jo mere rykker vi sammen om det, vi kender og er trygge ved. ‘Klovn’ er som ‘Klovn’ altid har været – sjov og lidt for meget. Casper forbereder sig på en egentlig 3. verdenskrig, mens Franks 3. verdenskrig foregår inden for hjemmets fire vægge. Alt er eksplosivt. Der er krig på hjemmefronten, vennefronten og ikke mindst på deres nye filmprojekt. Verden har aldrig været vildere, og ‘Klovn’ har aldrig været vigtigere,’ siger de i pressemeddelelsen fra TV 2, hvor lidt af sløret for handlingen bliver løftet.

Ny sæson, nye ansigter

Den legendariske serie har efterhånden 20 år på bagen, første afsnit af ‘Klovn’ blev nemlig vist den 7. februar 2005.

Gennem tiden har gæsterne varieret helt fra Morten Messerschmidt til Mads Mikkelsen og Sofie Linde.

Flere stjerner indtager nemlig ofte rollelisten, når en ny sæson rammer de danske tv-stuer. Og noget tyder på, at jubilæumssæsonen ikke bliver nogen undtagelse.

‘Vi glæder os til at arbejde med de gode gamle igen, og det bliver superinspirerende at arbejde med helt nye ansigter, vi aldrig havde troet skulle medvirke i ‘Klovn,’ siger Casper og Frank uden at løfte sløret yderligere for, hvem vi får at se i sæson 10.

Der er for nuværende ingen præcis dato på, hvornår vi kan forvente at se den nye sæson, hvor optagelserne netop er skudt i gang.

Det ligger dog fast, at den otte afsnit lange sæson bliver sendt i indeværende år.

Uber røg ud af Danmark. Nu er de tilbage igen, og datoen er allerede sat. Det kommer til at foregå med et event i København.