Flere danske museer har i 2024 oplevet et rekordhøjt antal besøgende. Ifølge en ekspert er der en helt særlig årsag til dette.
2024 har været et ekstraordinært år for danske museer og kulturseværdigheder. Rekordmange gæster har lagt vejen forbi.
Designmuseum Danmark tiltrak hele 488.079 designinteresserede gæster i 2024, hvilket var en stigning i forhold til den tidligere publikumsrekord fra 2019, som lå på 310.192.
”2024 har været et exceptionelt godt år på designmuseet. Vi kan næsten ikke få armene ned over den imponerende tilstrømning af gæster hen over året og den store interesse for at opleve det ypperste design og den stolte danske designarv,” udtalte direktør for Designmuseum Danmark, Anne-Louise Sommer i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Aktuel udstilling tiltrækker børnefamilier
Ligeledes har Statens Naturhistoriske Museum kunnet notere sig et rekordantal besøgende med 402.971 betalende gæster i løbet af året. Dette var en stigning på tre procent fra året før.
Den imponerende vækst skyldes især den aktuelle udstilling ‘Vilde vidunderlige verden’, der har tiltrukket et væld af børnefamilier og nysgerrige naturinteresserede.
“Familier har altid været en vigtig målgruppe for os. Og lukningen af Zoologisk Museum i 2022 efterlod et stort hul, især blandt dem, der ønskede at komme tæt på dyrenes verden. Med ‘Vilde vidunderlige verden’ har vi fået en fantastisk udstilling, hvor børn og voksne sammen kan dykke ned i naturens vidundere. Her kan børnene igen gå i forskernes fodspor og røre ved knogler og udstoppede dyr, som de gjorde på Zoologisk Museum,” forklarede Nina Rønsted, Museumsdirektør for Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Museerne fanger interessen hos et stort publikum
Ifølge Malene Vest Hansen, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, afspejler de rekordhøje besøgstal, hvordan museerne har formået at genopfinde sig selv og deres rolle.
“De er lykkedes med at gøre sig selv interessante for et stort publikum, og det er noget, museerne har arbejdet på i en årrække – at tiltrække ikke bare de vante, men også nye museumspublikummer,” forklarer Malene Vest Hansen til DR.
Dette har museerne formået at gøre på flere forskellige måder.
“Bare ved at have åbent, når folk har fri – at lave forskellige arrangementer, talks og skiftende udstillinger. Man inviterer publikum ind til at have en anden oplevelse end det, nogen tænker som et gammeldags støvet museum,” påpeger Malene Vest Hansen videre.
Sidste år øgede regeringen den statslige støtte til landets museer med 75 millioner kroner. Dette betyder, at staten nu samlet yder 565,7 millioner kroner i driftstilskud til de 95 statsanerkendte museer landet over.