Melvin Kakooza inviterer 24 kendte danskere til at dyste om titlen som ‘Årets julestjerne’ i årets realityjulekalender.
Er du fan af jul og kendisser, bliver december ekstra festlig i år.
TV 2 har nemlig offentliggjort deres programbeskrivelse for december – og her står det klart, at tv-kanalen sender en julekalender med hele 24 kendte danskere.
‘Fra 1. december inviterer Melvin Kakooza inden for i sin julehytte, hvor 24 kendte danskere over de næste 24 dage skal dyste om titlen som ‘Årets julestjerne’. Du kan se frem til masser af traditionelle og utraditionelle juleløjer og besøg af juleglade gæster i denne hæsblæsende realityjulekalender fra TV 2 Echo,’ lyder det i deres programbeskrivelse.
Blandt de kendte, der deltager i julekalenderen, er Mads Hansen, Julia Sofia Aastrup og Mark Abildhauge.
“Der er blevet lavet rigtig, rigtig mange sjove opgaver. Nogle er jeg rigtig god til, andre er jeg knap så god til. Men det er alt fra sang til at bygge et kagehus til dans,” har Mads Hansen blandt andet udtalt, kendt fra realityprogrammet ‘Bachelorette’, til Ekstra Bladet.
Ud over Mads Hansen, Julia Sofia Aastrup og Mark Abildhauge er 21 andre kendte danskere med i programmet, sammen med værten Melvin Kakooza.
Her afslørede Mads Hansen ligeledes nogle af de andre navne, han mødte under optagelserne. Han nævner Lene Beier og Lisbeth Wulff, som nogle af dem, han var gladest for at møde.
“Og Ali, han hedder noget med ‘Jasseminho’ på Instragram,” tilføjer han til mediet.
Julia Sofia Aastrup og Mark Abildhauge er derimod ikke så villige til at afsløre navnene på de andre deltagere, men de kan dog afsløre en smule.
De er nemlig ikke det eneste kærestepar.
“Der var et par stykker, udover os,” siger Aastrup og Abildhauge tilføjer:
“Og nogle, der er gift.”