Mand forsvundet: Har været væk i over et døgn

Politiet har siden lørdag ledt efter en mand, som er gået fra sin bopæl. Efter en stor eftersøgning, som ikke har givet noget resultat, søger politiet nu hjælp i offentligheden.

Både betjente, hunde, droner og helikopter har taget del i eftersøgningen af en ældre mand, som har været væk siden lørdag formiddag.

Politiet ledte hele lørdagen, men det har endnu ikke været muligt at finde frem til Peter Niemann Madsen fra Skagen.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

89-årige Peter Niemann Madsen har været væk siden lørdag formiddag.

“Peter Niemann Madsen formodes set på Ålbækvej v. Hulsigstien mod syd, lørdag kl. ca. 15.00. Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der måtte have set Peter – eller den blå damecykel – andre steder, så der kan dannes et billede af hans færden”, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet er søndag i gang med at lede efter Peter Niemann Madsen. Man opfordrer alle til at holde sig væk fra grønne områder, da hundene er i gang med søge efter den 89-årige.

Borgerne i området omkring Ålbækvej ved Hulsigstien må dog meget gerne kigge i haver, skure, hække og på veje og stier. Det er også den samme besked til sommerhusejere i Skagen, som opfordres til at kigge grundigt på deres grunde.

Peter Niemann Madsen beskrives som:

– mand
– 89 år
– 170-175 cm
– slank af bygning
– iført en grøn jakke og cowboybukser
– cyklede på nyere, blå damecykel af mærket Kildemoes.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Borgerne i Skagen opfordres til at kigge efter denne cykel, som tilhører den forsvundne mand.

Klaus Rogild, som er indsatsleder ved Nordjyllands Politi, fortæller i pressemeddelelsen, at foreningen Missing People også er en del af eftersøgningen.

”Vi er i gang med at søge i et relativt stort område med flere hundepatruljer, ligesom vi også har en drone i luften – vi vil rigtig gerne have folks hjælp til at kigge efter på egne grunde og i skure, hække med videre.  Ønsker man at deltage i eftersøgningen, bedes man henvende sig til foreningen Missing People, der er samlet på Skagen Kultur- og Fritidscenter, Kirkevej 19, 9990 Skagen. Herfra vil de koordinere og instruere frivillige i aktivt at lede, på en måde så det ikke karambolerer med politiets indsats og ødelægger spor for hundepatruljerne. Vi har brug for alle de øjne der kan mønstres for at lede efter Peter – men også den blå Kildemoes damecykel. Den kan jo hænde at være parkeret, eller ligge smidt et sted og det hører vi meget gerne om på telefon 114″, skriver politikredsen.

Samme dag er politiet rykket ud til en anden alvorlig hændelse, hvor man angiveligt har fundet en livløs mand. Området er blevet spærret af og politiet er massivt til stede.

App
Download den nye opdaterede Presse-fotos.dk-app helt gratis på AppStore