Gratis suppe og kærlighed: Muslimer For Fred ønsker danskerne glædelig jul

Traditionen tro har Muslimer For Fred endnu en gang holdt deres tilbagevendende ‘Vild med suppe’-arrangement i Odense

Lørdag den 14. december har flere medlemmer af Muslimer For Fred sat pavilloner op på Gråbrødre Plads i Odense i anledning af arrangementet Vild med suppe.

“Med begivenheden ønsker vi at vise respekt og tolerance overfor andre trossamfunds højtider, samt understrege sammenholdet om næstekærlighed, som ikke bare er et vigtigt budskab i julen for kristne, men noget vi alle kan samles om,” fortæller kommunikationsansvarlig i Muslimer for fred Balaj Mahmood.

Arrangementet i Odense foregår mellem klokken 10 og 16, hvor organisationen serverer varm suppe, indisk risengrød og ‘masser af kærlighed til alle’.

“Vi ønsker vores medborgere en glædelig jul og serverer gratis varm suppe og indisk risengrød til alle. Vi kalder det ‘Vild med suppe’,” siger Balaj Mahmood.

Muslimer For Fred, er et initiativ startet af Islam Ahmadiyya Menighed Danmarks ældste muslimske organisation (siden 1950’erne) tilbage i 2010, der ønsker at skabe fredelig sammeneksistens, dialog og forhåbentlig nedbryde nogle fordomme.

Muslimer For Fred arbejder bl.a. for at fremme kærlighed, tolerance, sameksistens, samt loyalitet overfor det land, man bor i, lyder det i pressemeddelelsen.

Muslimer for Fred er samme organisation, der også har stået for den frivillige nytårsoprydning i København og Aarhus.

To danske film udtaget til næste års Sundance-festival, der kan være springbræt til nordamerikansk marked.