Jagter denne mand: Kvinde kidnappet og tæsket på Vestegnen

Obs. Manden er nu anholdt. Derfor har Presse-fotos.dk fjernet hans navn og billede fra artiklen

Politiet efterlyser en 43-årig mand i en særdeles uhyggelig sag om frihedsberøvelse og grov vold mod en kvinde.

Onsdag eftermiddag oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, at man efterlyser den 43-årige E.

E mistænkes for at have frihedsberøvet og begået grov vold mod en kvinde i Ishøj i november.

”Hvis nogen ser E eller ved, hvor han opholder sig, hører vi meget gerne om det. Han er selvfølgelig også meget velkommen til at henvende sig med sin forklaring på sagen,” siger politikommissær Kåre Laustsen.

Ifølge politikommissæren ved E godt, at politiet eftersøger ham.

Han beskreves som 163 centimeter høj og almindelig af bygning.

Derudover søger efterforskerne et vidne i sagen.

‘En midaldrende kvinde i en lille hvid bil, som fredag morgen/formiddag den 15. november kørte den forurettede kvinde fra Q8 på Ishøj stationsvej til Brøndby,’ skriver politikredsen i pressemeddelelsen.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at man kan kontakte dem døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

I en anden sag søger politiet også hjælp efter en vild biljagt.