En brand i et rækkehus i Brædstrup har mandag aften kostet en kvinde livet.
Det oplyser Torben Wind, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, tirsdag morgen.
Kvindens pårørende er underrettet, men vagtchefen kan ikke oplyse hendes alder.
– Vi formoder, at kvinden var beboer. Rækkehuset er udbrændt indvendigt, og vi er ved at undersøge brandårsagen, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelse om branden mandag aften klokken 21.33.
– Branden var slukket efter forholdsvis kort tid, siger Torben Wind.
Ud over den afdøde kvinde er der ikke nogen andre personer, som er kommet til skade, lyder det videre.
Der pågår nu tekniske undersøgelser på stedet. Undersøgelserne skal være med til at afgøre, hvordan branden opstod.
– Det skal fastlægges, om det skyldes en ulykke eller en kriminel handling, eller hvad der er tale om. Umiddelbart hælder vi til, at det er sket som følge af en ulykke, siger vagtchefen.