‘Jeg var sikker på, jeg skulle dø’: Ung mand kidnappet og fik pistol for panden

Lørdag aften blev en ung mand udsat for en oplevelse, som har sat sine tydelige spor hos den 21-årige. Tre mænd har overfaldet den unge mand ved hans lejlighed og tvunget ham i ind i en bil.

Omkring klokken 21 lørdag aften kommer en ung mand ud af sin lejlighed, men pludselig bliver en rolig aften til en, han aldrig vil glemme.

“Der står tre mænd ude foran min opgang. De tager fat i mig og stikker en pistol direkte i mit ansigt. Så hiver de mig over til min bil og beordrer mig til at sætte mig ind på førersædet”.

Der fortæller den unge mand, som vil være anonym, til Presse-fotos.dk.

Efter de tre mænd og deres offer har sat sig ind i bilen starter en uhyggelig tur, som går fra Nordsjælland til Vestegnen.

Den ene af overfaldsmændene holder en pistol for den unge førers hoved og giver ham instrukser imens.

“Kør!, lyder befalingen.

Med kroppen fyldt af frygt, angst og lyden af trusler i øerne, gør den unge mand, som gruppen befaler.

“Hvis du ikke kører fra dem, stikker jeg dig ned”

Turen går mod Vestegnen, men pludselig tager hele situationen en drejning, som får frygten for at dø til at stige.

“Mens vi kører og han har pistolen for min pande, kører en politibil op bag os. Jeg håber de vil stoppe os, så jeg kan komme ud af bilen. Men før jeg kan gøre min tanke færdig, trækker den ene af mændene en kniv og lægger den helt op til min hals”.

Det fortæller den skrækslagne 21-årige, som Presse-fotos.dk har talt med søndag eftermiddag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet var massivt til stede efter flere mænd var flygtet fra den sorte bil.

Da politibilen tænder de blå blink for at standse bilen, går overfaldsmændene amok.

“Kør fra dem eller jeg stikker den her i halsen på dig”, lyder det fra den ene overfaldsmand.

Den 21-årige mand tigger og beder om sit liv, men det hjælper ikke. Mændene i bilen bliver mere aggressive og til sidst må den unge mand bøje sig. Han trykker speederen i bund og en vanvittig jagt går i gang.

“Jeg ved slet ikke hvad jeg ellers skulle have gjort. Jeg var sikker på, at de havde slået mig ihjel, hvis jeg ikke adlød deres ordre”, fortæller den traumatiserede unge mand.

Påkørt af politiet i vild biljagt

Den chokerede unge mand træder speederen i bund mens overfaldsmændene dirigerer flugtbilen og fortæller ham, hvor han skal køre hen.

Flere gange under jagten bliver bilen, ifølge offeret, påkørt af politiet som forsøger at standse dem. Da flugtbilen når til Vallensbæk Stationstorv, råber kidnapperen, at den unge mand skal bremse.

“Jeg bremser op og jeg aner ikke, hvor jeg er eller hvad jeg skal gøre. Lige så snart bilen stopper, hopper alle ud og løber. I min skræk og panik gør jeg det samme. Men jeg når ikke langt, før politibilen rammer ind i mig og jeg pludselig ligger på motorhjelmen”, fortæller den 21-årige mand.

Ambulancereddere rykkede ud til Vallensbæk Stationstorv for at tilse manden, som var kommet til skade.

Efter påkørslen får politiet pågrebet manden, som hurtigt forklarer sin situation, mens voldsmændene ikke er til få øje på.

Den 21-årige har smerter i både ben og ryg og derfor bliver ambulancereddere tilkaldt. Den unge mand bliver hastet til hospitalet og hans bil bliver konfiskeret.

Kender sine overfaldsmænd

Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen om den voldsomme kidnapning. Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Københavns Vestegns Politi. Derfor er biljagten, kidnapningen og historiens andre detaljer ikke bekræftet af politiet.

“Det hele starter med et skænderi over en pige, som har beskyldt mig for trusler. Derfor mistænker jeg, at det er nogen, som hun har kontaktet og er kommet efter mig”, lyder det fra manden.

Den 21-årige fortæller, at han kender den ene af de tre mænd, som har overfaldet ham.

Alligevel fortæller han sin side af hændelsen i håb om, at politiet får fat på mændene, så det ikke sker for andre i fremtiden.

“Typer som dem skal stoppes”

Den chokerede unge mand er gået i sikkerhed på et ukendt sted, da han stadig føler en overhængende fare for, at mændene vender tilbage for at få fat på ham.

“Jeg håber bare, at politiet vil være mere opmærksomme på min historie og løse sagen. De tre går lige nu frit rundt og jeg er bange for, at de kan vende tilbage eller gøre det mod andre end mig. Derfor vil jeg gerne fortælle min side af historien, så folk og politiet er opmærksomme. Typer som dem skal stoppes, så det ikke sker for andre”, siger den traumatiserede mand.

Detaljer i historien er blevet udeladt grundet den igangværende sag.

For kort tid siden var Københavns Vestegns Politi til stede ved et andet overfald. Her blev en mand også overfaldet af flere personer, da han kom ud af sin opgang.

App
Download den nye opdaterede Presse-fotos.dk-app helt gratis på AppStore