Breakdancer Rachael “Raygun” Gunn deltog i OL i Paris. Australieren vil ikke længere konkurrere i breakdance.
Den australske breakdancer Rachael “Raygun” Gunn har besluttet, at hun ikke længere vil konkurrere inden for disciplinen.
Årsagen er den modtagelse, som hendes optræden under sommerens OL fik på sociale medier.
Det fortæller hun i et interview med den australske radiostation 2 Day FM, skriver mediet BBC.
Gunn blev efter sin optræden, hvor hun fik nul stemmer i de tre indledende runder, et af de mest omtalte navne fra legene i Paris.
Hun er blevet omtalt i utallige opslag på sociale medier og adskillige indslag på tv, hvor blandt andre den amerikanske talkshowvært Jimmy Fallon har deltaget i løjerne.
Den 37-årige breakdancer havde oprindeligt planlagt at fortsætte med at konkurrere inden for breakdance, men fortæller til 2 Day FM, at omtalen har påvirket hende i en sådan grad, at det har fået hende til at skifte mening.
– Jeg havde absolut ingen kontrol over, hvordan folk så mig, eller hvad deres opfattelse af mig var. Jeg havde helt sikkert tænkt mig at fortsætte med at konkurrere, men det virker bare rigtig svært for mig nu.
– Jeg tror, at der ville blive kigget enormt meget på mig, og at folk ville filme det og lægge det på nettet, siger hun til radiostationen.
Australiens Olympiske Komite (AOC) fordømte i sommer både en underskriftsindsamling med krav om en undskyldning fra Gunn samt en undersøgelse af, hvordan hun overhovedet kunne kvalificere sig til OL.
Direktøren for AOC, Matt Carroll, har kaldt reaktionerne på Gunns optræden for mobning, ligesom han har slået fast, at hun kvalificerede sig til konkurrencen på helt fair vis gennem en kvalifikationskonkurrence.
Gunn har tidligere udtalt sig om den opmærksomhed, som hendes optræden tiltrak sig under og efter OL.
– Jeg var ikke klar over, at det ville åbne døren for så meget had. Det har helt ærligt været ødelæggende.
– Jeg gik ud og havde det sjovt. Jeg tog det meget seriøst. Jeg arbejdede stenhårdt for at forberede mig til OL, og jeg gjorde helt oprigtigt mit allerbedste, sagde breakdanceren ifølge nyhedsbureauet Reuters i august.
Breakdance var med ved OL for første gang i Paris og er ikke på programmet i Los Angeles om fire år.
Nu kan du købe dildoer i et dansk supermarked. De vil blive solgt vidt og bredt. Læs mere her.