Søndag forlader dronningen Danmark. Nu venter en rejse til udlandet, hvor et særligt møde og en vigtig opgave venter.
Dronning Mary vil søndag ikke længere være at finde inden for rigets grænser.
Søndag eftermiddag rejser hun nemlig til udlandet.
Det fremgår af Kongehusets officielle hjemmeside.
Her fremgår det, at dronningen ankommer til sin destination klokken 18.00.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Dronning Mary skal de kommende dage deltage i COP31 i Tyrkiet.
Ifølge Kongehusets officielle hjemmeside er dronningen programsat til topmødet fra søndag og frem til tirsdag.
Ifølge Se og Hør har Kongehuset tidligere beskrevet dronning Marys besøg i Tyrkiet. Her skal hun være med til at “fremhæve Danmarks fortsatte opbakning til det internationale klimasamarbejde”.
“Under besøget på COP31 vil Dronningen også rette fokus mod konsekvenserne af klimaforandringerne i Middelhavet, der oplever stigninger i havtemperaturen, som påvirker økosystemerne og befolkningen,” har Kongehuset tidligere beskrevet.
Dronningen skal desuden mødes med unge delegerede fra hele verden.
Dronning Mary ledsages af minister for klima, energi og forsyning, Samira Nawa.
Klimakonferencen afholdes i den tyrkiske by Antalya, hvor Tyrkiet er formand for COP31. Men der er også en særlig forbindelse til den danske dronning.
For selvom det er Tyrkiet, der har formandskabet, er det Australien, der har rollen som forhandlingsleder.
I en pressemeddelelse sætter ministeren ord på forventningerne til COP31:
”Klimavidenskaben fortæller os, at vi har direkte kurs mod at overskride 1,5 grader inden for de næste par år og har kurs mod 2,8 grader i slutningen af århundredet. Derfor skal vi kæmpe for det internationale samarbejde. Jeg rejser til COP31 med forhåbninger om, at vi kan give CO2-reduktioner en plads i årets diskussioner. For vi er nødt til at skubbe på for, at vi fortsat sigter mod 1,5-gradersmålet i Parisaftalen.”
Ministeren fortsætter:
”Elektrificering er en stor prioritet for både Danmark og EU til COP31, og elektrificering har generelt et stort momentum ude i verden. Men jeg kommer til at stå vagt om, at der bliver tale om ren elektrificering fra grøn energi frem for fossile brændsler.”
Vidste du at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store


