Palæstinas Plads i København: Tæt på at blive virkelighed

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har torsdag aften stemt ja til at sende et forslag om at give et område på Nørrebro navnet Palæstinas Plads i høring med henblik på at gennemføre det.

Det var partierne bag det oprindelige forslag – Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale – der med 29 af de 55 stemmer stemte forslaget igennem på torsdagens møde.

Dermed er den omdiskuterede navngivning kommet et skridt nærmere at blive ført ud i livet.

Når den aftalte høring er gennemført, skal Teknik- og Miljøudvalget have sagen forelagt igen for at vurdere, om høringssvarene giver anledning til ændring af forslaget.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Hvis det ikke er tilfældet, kan forslaget endeligt vedtages, formentlig engang i 2025.

Allerede i august sidste år foreslog de fire partier at kalde området, der ligger ved en skaterpark mellem Hillerødgade og Nørrebrogade, for Palæstina Plads.

Men kort inden, at forslaget skulle behandles politisk i Teknik- og Miljøudvalget, blev Israel 7. oktober sidste år angrebet af Hamas. Derfor blev sagen udskudt.

16. september i år blev forslaget vedtaget i Teknik- og Miljøudvalget. Socialdemokratiet og Konservative stemte imod, og sidstnævnte valgte at benytte den såkaldte standsningsregel.

Når noget sådant sker, skal sagen i stedet på dagsordenen i Borgerrepræsentationen.

/ritzau/

Politiet har påkørt en lille dreng på løbehjul. Ifølge vidner på stedet, sagde en af betjentene, at de små børn bare skulle flytte sig. Læs historien her.